To nye ansigter i bestyrelsen

15. maj 2017

Midtjysk har fået to ny ansigter i bestyrelsen. Den ene er tidligere elev, og hun bliver det yngste medlem af bestyrelsen nogensinde. Den anden er tidligere lærer på skolen. Begge glæder sig til arbejdet.

For Mille Buch Pedersen er Midtjysk Efterskole et sted, der kan rumme alle. Og det skal det blive ved med at være, synes hun. Som nyvalgt medlem af skolens bestyrelse vil det være en af de ledetråde, hun vil styre efter.

- Jeg glæder mig til at få indsigt i og indflydelse på skolens virke, siger Mille, som i dag er 21 år og læser jura på Aarhus Universitet. Hun bliver det hidtil yngste medlem af skolens bestyrelse, og hun tilføjer, at hun ikke har nogen erfaring med at sidde i en bestyrelse.

- Men det er måske netop er en fordel. Det er en god ting, at der er en blanding af forskellige folk i bestyrelsen. Jeg tror, at jeg kan bidrage med et nyt syn på flere emner, siger hun, som blev glad, da hun fik opfordringen til at stille op.

Hun føler, at hun selv har fået så meget på skolen, at hun gerne vil give noget tilbage.

Kan lide ånden

Det andet nye medlem er Morten Colbert Jensen, som var lærer på skolen i 2008-2010. Nu arbejder han som vejleder i Studievalg Østjylland. Morten er 37 år, og er ved at tage en diplomuddannelse i vejledning.

Morten behøvede ikke lang betænkningstid, da han blev spurgt, om han ville stille op til bestyrelsen.

- Jeg kan lide ånden på Midtjysk, og jeg tror som skolen på dialog og tillid som vigtige grundpiller for eleverne. Jeg møder mange af dem senere hen i mit job som vejleder, og jeg kan mærke på dem, der har gået på Midtjysk, at de bærer de værdier med sig, siger Morten.

Han synes, at Midtjysk blandt andet med den nye 10. klasse, er inde i en spændende udvikling, og han glæder sig til at kunne give sit besyv med i skolens pædagogiske udvikling og i det hele taget med sin viden om ungdomskultur og vejledning.

De to nye bestyrelsesmedlemmer afløser Jette Pedersen og Heine Jakobsen, som begge valgte ikke at stille op til genvalg efter en årrække i bestyrelsen.

Læs mere om skolens bestyrelsen her.

 

Mille Buch Pedersen

Tidligere elev Mille Buch Pedersen glæder sig til arbejdet i skolens bestyrelse.

Morten Colbert

Morten Colbert, nyt medlem af skolen bestyrelse.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole

Hvis jeg siger Midtjysk Efterskole - hvad siger du så?

Hvis jeg siger Midtjysk, hvad siger du så?