Emilie samler ind til børn, som ikke findes

11. oktober 2018

Emilie Ærbo Mortensen har med egne øjne set, hvad fattigdom gør ved folk. Derfor giver det mening for hende at forsøge at hjælpe børn på et børnehjem i Thailand. Hun har samlet ind på sin efterskole, og rejser selv ned for at aflevere pengene.

Da Emilie Ærbo Mortensen, som kommer fra Hedensted, på en fællessamling på sin efterskole viste en video fra organisationen Children of the forrest', blev der helt stille. Mange af kammeraterne gav udtryk for, at de ikke vidste, at der var børn, som havde det så skidt. Børnene er samlet i et børnehjem på grænsen mellem Thailand og Myanmar (tidligere Burma). De eksisterer ikke på papiret, for deres forældre har mistet deres statsborgerskab, og nu frister de en tilværelse i uvished og med mangel på stort set alt. Ikke kun mad og tag over hovedet, men også adgang til skoleundervisning.

- Det er netop det med at hjælpe dem med at få en uddannelse, der tiltrækker mig ved dette projekt, siger Emilie.

Har set fattigdom

Hun har med egne øjne set en del fattigdom, fordi hun har boet i Thailand i to omgange, og selv om hun boede trygt og godt i et internationalt miljø, kunne hun ikke lukke øjnene for det, der skete uden for 'reservatet'.

- De fleste af mine kammerater ser ikke bagsiden af medaljen, når de rejser på ferie i Thailand og andre eksotiske lande. Det har jeg set, og måske er det derfor, jeg brænder for at hjælpe, siger hun.

For hende giver det i høj grad mening at vi, som bor i Danmark og er så priviligeret, kan give noget videre til de børn.

Ikke ældre end Emilie

- Mange af dem er ikke ældre, end mig selv. Men de har oplevet uhyggelige ting. Mange af pigerne er måske blevet voldtaget, og sidder nu med et barn og meget ringe udsigter, hvis ikke, der er nogle, som hjælper dem.

For at skaffe penge har Emilie og hendes lillebror i et halvt års tid samlet ind ved at vaske biler, sælge ting på loppemarkeder, og senest har Emilie sat en indsamling blandt elever og forældre på Midtjysk Efterskole.

- Jeg er blevet fantastisk overrasket over de støtte og de mange penge, der er kommet ind, siger hun.

I efterårsferien er hun i Thailand for selv at overrække penge og gaver til børnene i børnehjemmet.

 

 

Emilie samler ind

Emilie har fremstillet plakater og hængt dem op på efterskolen for at gøre opmærksom på indsamlingen.