Iben Gorm Møhl trives godt på Midtjysk efter en lang skolegang i en tysk skole i Berlin. Nu er hun efter eget udsagn ved at vænne sig til at have det godt. Og det brude jo ikke være svært.
Iben har vænnet sig til et anderledes skoleliv
11. december 2024
Efter et langt skoleliv i en tysk folkeskole er Iben Gorm Møhl så småt ved at vænne sig til et anderledes skoleliv. Der er en verden til forskel på skolegang i Tyskland og efterskolelivet, som det leves på Midtjysk.
Iben har som barn af danske forældre boet det meste af sit liv i Berlin, hvor hun har udfoldet sin barndom og sit ungdomsliv som de fleste andre tyske børn. Men skolegang i Tyskland og efterskoleliv i Danmark er to forskellige størrelser.
- I Tyskland er der mere fokus på det faglige og ikke så meget på relationer mellem mennesker, siger Iben med den indsigt, hun har fået gennem sin skolegang.
Meget skole
Hun mener, at der var en anden tilgang til det at gå i skole, og at der var mere fokus på resultater, end på oplevelser. Hun gik i heldagsskole fra 8:30 til 16:00, og i princippet skulle der så ikke være nogle lektier bagefter. Men det holdt ikke, og de unge mødtes for det meste uden for skoletiden for at arbejde med opgaver til skolen.
- Det var meget skole, skole og atter skole. Der var store forventninger fra lærernes side, og der kunne være pludselige ikke-annoncerede prøver, hvor man havde ikke nogen mulighed for at forberede sig, fortæller Iben.
Fra Berlin til Ejstrupholm
Fra et liv bogstaveligt talt i midten af Berlin, er hun så landet i det stille Ejstrupholm, hvor eneste adspredelse i nærheden er Spar Købmanden. Men Iben savner ikke det hektiske storbyliv. Det har hun i hvert fald ikke tid til, for der er mange, der vil snakke med hende.
- Jeg oplevede lige fra starten en helt anden imødekommenhed. Her interesserer man sig for hinanden. Det er dejligt at bo sammen side om side med drengene, og vi har meget mere tid sammen. Her er plads til hygge, siger Iben.
Låst inde i sig selv
Fra at have været meget låst inde i sig selv, genert og tilbageholdende, er Iben nu sprunget ud som glad og åben pige.
- Genertheden og lukketheden er forsvundet, for jeg trives godt her. Jeg har mødt en større åbenhed i at man kan snakke med alle. Det oplevede jeg ikke i Tyskland, hvor man grupperede sig mere. Nu har jeg opdaget nye sider af mig selv. Hver dag har vi en ny situation, og mine kammerater, som er vant til den danske omgangsform, skulle bare vide, hvor godt, de har det her, siger Iben.
Hun tilføjer, at en god overskrift for hendes historie kunne være: Jeg er ved at vænne mig til et anderledes skoleliv, hvor alle snakker med hinanden.
Efter efterskolen planlægger hun at fortsætte med at have det godt som elev på Niels Brock handelsgymnasium i København. For Iben vil blive i Danmark.
