Referat: Der er lys i november også

Referat af webinar: November måned kan være en svær tid på efterskolen, men vi gør meget for at holde humøret oppe. Også selv om der er Corona, og selv om der har været uro på grund af hjemsendelser. Det var noget af det, Bo og Helle kom ind på vedwebinar for nuværende forældre.

Digteren Henrik Nordbrandt har givet Danmark 16 måneder: Januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, november, november, november, november, november, november...

Således beskrev viceforstander Helle den tid, eleverne er i lige nu.

- Eleverne trives, men der er humørsvingninger, og de er trætte. De har brug for at være sammen, men også hver for sig, sagde hun.

Bliv på skolen

Og understregede, at de unge måske giver udtryk for, at de gerne vil hjem.

- Men hvis de tager hjem, kan vi ikke arbejde med at vende stemningen sammen. Lad dem i stedet komme til os, så kan vi løfte hinanden i flok. Der er masser af lys herude, og vi kan også etablere pusterum for dem, der har brug for det. Eleverne er fuld af energi, og de vil gerne lave arrangementer for hinanden. De vil hinanden, sagde hun.

Hun talte også om, at weekenderne er vigtige for sammenholdet, og om alt det sjove, der sker i weekenderne. Men også om, at eleverne kan hjælpe med at begrænse smitterisikoen ved at blive så meget på skolen, som muligt.

- Vi har en lukket smittekreds her, og vi passer meget på hinanden med afspritning, afstand og rengøring, sagde hun. 

En anderledes verden

Forstander Bo kunne i samme åndedrag fortælle, at skolen har indkøbt stofmundbind til alle elever, så de får to stk. hver. Dem skal de blandt andet bruge, når de bevæger sig uden for skolens område.

- Verden er ikke helt, som vi gerne ville have den til at være, sagde han. Ikke kun med henvisning til Corona, men også med henvisning til de mange hjemsendelser, der har været. Som alle forældre er blevet orienteret om, har 20 elever været hjemsendt, og syv af dem vender ikke tilbage til skolen.

- Vi er rigtig kede af, at det ikke er lykkedes at genoprette tilliden, og af, at det har haft så stort et omfang. Det har vi ikke oplevet før i vores tid på skolen, sagde han.

Vær opmærksom på det lille pip

Han beskrev også, hvordan fænomenet 'social kontrol' blandt eleverne havde været med til at skjule overtrædelser af skolens grundregler.

- Man kan styre hinanden ved at lægge pres på hinanden, og det kan betyde, at den enkelte går rundt med en viden, som man helst ville være foruden, sagde han.

Og takkede for den hjælp og opbakning, skolen har fået fra forældrene. Han opfordrede til, at forældre lytter til de unges signaler, hvor et lille pip om et emne måske kan dække over et større isbjerg af fortielser.

- Vær opmærksom på, om der er noget, der skal tales om. Det er første gang, de unge står på egne ben, og de fortæller måske ikke så meget hjemme. Men tag en snak om jeres og skolens værdier, når der er mulighed for det, sagde han.

 

 

 

 

 

November, november, november..

November kan være en drøj måned at komme igennem, men heldigvis er der masser af lys og energi på skolen.