Midtjysk udvider åbningstiden efter lukketiden

Efter lukkeperioden tilbyder Midtjysk Efterskole at lave efterskole, hvor vi normalt holder St. Bededag og Kr. Himmelfartsdag. Det gør vi for at forsøge at indhente noget af det forsømte.

Nye tider kalder på nye løsninger, og vi er i fuld gang med at finde erstatning for den tid, vores elever er gået glip af. Derfor har vi gået kalenderen igennem med en tættekam og fundet nogle dage, hvor vi normalt ikke tilbyder efterskole.

- Vi er som tidligere sagt opsatte på, at vores elever skal få så meget ud af deres sidste tid på efterskolen, som forholdene nu giver os lov til, siger forstander Bo.

- Omlægningen af forårskalenderen kalder også på fleksibilitet fra personalet, men den er heldigvis til stede, tilføjer han.

Konkret betyder det, at vi laver efterskole St. Bededag fra fredag 8. maj til søndag 10. maj. På samme måde holder vi åbent fra Kr. Himmelfartsdag torsdag 21. maj til og med søndag 24. maj.

- Vi vil gerne have, at vores forældre prøver at tage højde for det, når de skal planlægge familiens begivenheder i foråret, og vi vil gerne have tidlige frameldinger, hvis jeres børn er forhindret i at være på skolen i de dage, siger Bo.

Hvad der vil komme til at foregå i de to perioder, vil fremgå senere.

 

 

 

Udvidet åbningstid

Midtjysk Efterskole laver ekstra efterskole i St. Bededag og Kr. Himmelfartsdag for at indhente noget af det forsømte.