Mørket er over os

Elevflokken er ikke i vinterhi, men de er trætte. De første euforiske måneder har tæret på kræfterne. Det er på tide at ryste posen, og det sker i den kommende tid. Det blev der kastet lys over, da forældre var til Dialogkaffe.

November, december, januar. Solen har forladt os, og det eneste lys er det, vi selv tænder. På værelserne, på gangene - og i øjnene på hinanden. Og heldigvis er der meget at se frem til.

- Vi ved af erfaring, at den kommende tid er ekstra udfordrende for de unge. Energiniveauet falder lidt, ligesom det gør for de fleste, sagde viceforstander Helle.

Hun tilføjede, at vi er kommet til den tid på året, hvor de unge finder ud af, at efterskolen også byder på opgaveskrivning, brobygning, lektier og alt det, som hører til en almindelig skolegang.

Undskyld, vi forstyrrer

Derfor er det også på tide at forstyrre eleverne lidt. Det sker, når der skal byttes fløje. Alle elever flytter rundt, og kommer på nye fløje med nogle kammerater, som de måske ikke kender så godt.

- Vi gør det for at ryste posen lidt. Det plejer at give ny energi til fællesskabet, og man får en ny mulighed for at lære nogle nye mennesker bedre at kende, siger Helle.

Hun understreger, at langt de fleste flytter med den værelseskammerat, de har i forvejen. Kun nogle enkelte værelser vil blive splittet op.

- Der vil blive taget enkelte personlige eller sociale hensyn, og ellers foregår det som første gang, eleverne kom på skolen. Nogle er lidt nervøse ved udsigten til at skulle flytte, men eleverne er gode til at være sammen, og jeg er sikker på, at det kommer til at gå fint, sagde Helle.

Eleverne starter med at pakke deres værelser ned søndag 1. december, og mandag 2. december flytter de rundt.

Norge forstyrrer også

En anden begivenhed, som forældre vil komme til at høre mere om, er turen til Norge i uge fem. Her vil eleverne blive budt på endnu en rystetur, for de skal bo i hytter, og det bliver tilstræbt, at de kommer i hytter med nye folk.

- Hytterne er små, og eleverne skal bo sammen med seks nye kammerater. De skal selv står for husholdningen i hytten, og de får helt sikkert nogle aha-oplevelser, når de kommer til at se deres kammerater med nye øjne, fortalte Bo.

Målet med at blande eleverne og sætte dem sammen i nye konstellationer er, at de kommer til at lære så mange, som muligt at kende, og at de træner deres evner til at indgå i tætte relationer med andre.

Herudover er der selvfølgelig ski. For nogle er det en helt ny erfaring, de skal gøre. Eleverne skal tre dage på langrend og tre dage på alpine pister. Især langrend er nyt for mange, og de seje løjperyttere blandt eleverne har en forudfattet mening om, at det er noget for pensionister. Men de opdager, at der er fantastiske muligheder i langrend, fortæller Bo.

Mere information om Norgesturen kommer på Viggo.

Et juleeventyr

Julen er altid en kærkommen anledning til at forstyrre eleverne med juleagtige indslag. Bo tilføjer, at han selv pr. definition er et omvandrende juleeventyr, og at han som medlem af juleudvalget vil gøre sit til at få tændt julelys i øjnene på eleverne i hele december.

 

 

Mørket er over os

November, december, januar. Solen har forladt os, og det eneste lys er det, vi selv tænder. På værelserne, på gangene - og i øjnene på hinanden. Og heldigvis er der meget at se frem til.

Hvorfor valgte I Midtjysk Efterskole?

Hvorfor valgte I Midtjysk Efterskole? Det spurgte vi en række forældre om, den dag de hentede deres barn for sidste gang.