Regulering på Dialogens Vej

Ensretning på gangene. Automatiske døre. Håndvaske og spritdispensere. Det bliver noget af det, der kan møde alle, når skolen åbner igen.

Det bliver en forandret skole, der møder eleverne efter nedlukningen. Skolen vil fortsat være båret af nærhed, fællesskab og personlig udvikling - alt det, der gør en god efterskole. Men det bliver med mere opmærksomhed på at 'passe på hinanden'.

- Vi kender endnu ikke de præcise krav fra sundhedsmyndighederne, men vi har allerede nu truffet nogle forholdsregler, så elever, forældre og personale trygt kan færdes på skolen, siger forstander Bo.

Håndvask og sprit

Han har blandt andet været ude at købe ekstra håndvaske og ekstra spritdispensere.

- Vi vil sætte nogle håndvaske op lige uden for hovedindgangen, så man kan vaske hænder, allerede inden man træder ind på skolen. Heldigvis går vi ind i den lune tid, så dørene kan holdes åbne hele tiden, men så snart som muligt vil der blive sat automatiske døråbnere på de døre, hvor det giver mening, fortælle han.

På de velkendte lange gange på skolen kan der blive sat striber op, så man kan lave ensrettet trafik.

Mere fokus på hygiejne

Hele øvelsen går ud på at skabe et miljø, hvor der er mindre berøringsflader, og hvor der er mere fokus på hygiejnen. Blandet andet vil der blive mere rengøring.

- Mange elever synes måske nok, at der er rigeligt med rengøring i forvejen, men tiden med Corona har lært os, at der er nogle områder, hvor vi skal være ekstra påpasselige, og der er under alle omstændigheder sund fornuft at sætte ind der, siger han.

Det er blandt andet sådan noget som dørgreb og armaturer, som bliver berørt af mange hænder i løbet af dagen. De skal sprittes af i den nye virkelighed.

- Tænk, hvis vi kan slippe for nogle af de andre sygdomme som forkølelse, Roskildesyge og influenza, siger han.

Vi passer på hinanden

- Vi skal ændre vores måde at tænke hygiejne på, og det bliver lidt anderledes. Men alternativet er værre. Nu skal vi bevise for os selv og omverdenen, at vi kan lave efterskole uden at øge smitten i befolkningen og blandt os selv, siger forstanderen.

Men han understreger også, at skolen ikke kan blive helt antiseptisk og at foranstaltningerne ikke skal indbyde til at give falsk tryghed.

- Vi kan ikke garantere noget, men vi kan appellere til alle passer på hinanden. Det er vi gode til i alle andre sammenhænge, så jeg er meget fortrøstningsfuld, hvad det angår. Vi bor på Dialogens Vej, og det er et godt sted at bo, også selv om der bliver lidt regulering på den, siger han.

_C0P9799.jpg

Trængsel ved håndvasken. Mere rengøring bliver en del af hverdagen, når skolen åbner igen.

Midtjysk Efterskole, Rundvisning

Tag med Mariane og Magnus rundt på skolen, og se den med deres øjne.