Sådan bliver den nye hverdag

Skolen følger til enhver tid de generelle retningslinjerne fra myndighederne. Vi opfordrer til, at alle følger med i nyhedsmedier eller her på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

På Midtjysk Efterskole betyder det blandt andet:

Elever ankommer forskudt
Mandag 18. maj vil en lille gruppe elever, som har aftalt et værelsesbytte, få mulighed for at ankomme 15:00. Herefter skal elever i Spor 1 komme mellem 17:30 og 18:30. Elever i Spor 2 mellem 18:30 og 19:30 og elever i Spor 3 fra 19:30 til 20:15. Der vil være samling i hallen med information om den første tid. Eleverne skal have spist hjemmefra.

Ingen adgang for forældre
Skole bliver forældrefrit område. Det vil sige, at elever skal afleveres på parkeringspladsen, og tage afsked med forældre eller andre, som følger dem. Kun hovedindgangen må bruges, og her vil der være opsat en sluse med håndvaske og sprit til hænderne. 

Ingen fællesområder på fløjene
Eleverne kan ikke besøge hinanden på værelserne, og fællesområderne på fløjene er lukket. Elkedel og mikrobølgeovn kan bruges ved behørig afspritning.

I stedet skal eleverne være i de store fællesområder i fløjtiden og andre fritider. Værelserne skal bruges til at sove og slappe af i for dem, der bor der. Afstandskravet gælder ikke for roomies, og dem, de deler toilet med. 

De første tre uger
De første tre uger vil der være undervisning i de tre Spor fra 08:00 - 16:00. 

De sidste tre uger vil der være gang i linjerne, og så vidt muligt vil der blive en linjeuge. Når eleverne skal på tur, vil der være dobbelt så mange busser, som før.

I Kr. Himmelfartsdagene har vi mange fine aktiviteter, så vi vil gerne have, at eleverne bliver på skolen. Efter nærmere aftale med Helle vil der være mulighed for at tage hjem i pinsen.

Eleverne opfordres til så vidt muligt at blive på skolen i hele perioden frem til sommerferien - også i weekenderne.

Ingen fælles omklædning
De fælles omklædningsfaciliteter er lukket, så eleverne skal klæde om på deres værelser. Her vil der så til gengæld være lukket op for det varme vand hele dagen. Også svømmehallen er lukket, i hvert fald indtil 8. juni, hvor der måske kommer nye retningslinjer.

Vi spiser i hallen
Spisesalen er omdannet til fællesområde, og spisning foregår i hallen, hvor der er mere plads. På den måde får eleverne stadig en oplevelse af det store fællesskab. Der vil være tre indgange, og eleverne vil som hidtil spise i deres kontaktgrupper. Maden vil stå på bordene, og to bordformænd vil sørge for at hente ekstra forsyninger af mad, hvis der er behov for det.

Inden hvert hovedmåltid skal eleverne grundigt vaske hænder på eget værelse og medbringe drikkedunk med eget vand til spisningen.

Forfriskninger for- og eftermiddag indtages i de første tre uger på Sporene.

Elevernes frie tid
Eleverne skal så vidt muligt opholde sig uden for i det fri eller i de opstillede telte. Det er som udgangspunkt ikke tilladt at handle i de lokale butikker. Vi forsøger at åbne en kiosk på skolen.

Rengøring to gange om dagen
Der vil bliver gjort rent på fællesområder to gange om dagen. Håndtage og andre flader, som mange rører ved, vil blive sprittet af løbende.

Fester ikke nogen god idé 
Skolen opfordrer til at begrænse private fester andet end i nær familie. Vi opfordrer til, at eleverne bruger deres tid på skolen og ikke på at tage hjem til private fester.

Ekstra mulighed for at vaske
Skolen har købt ekstra vaskemaskiner, og der bliver desuden mulighed for at bruge de store industrimaskiner, når de ikke skal bruges af skolens rengøringshold.

 

Hovedindgang med håndvask

Hovedindgang nu med håndvaske. Alle skal vaske hænder, inden de træder ind på skolen.