Træls, at døgnet kun har 24 timer

Nervepirrende, stor omvæltning, anderledes, udmattende og mega-sjovt. Det er nogle af de ord, eleverne sætter på deres første tid på Midtjysk. Mød Agnes, Gustav og Nina, som synes, at døgnet er for kort.

Agnes:

- Mødet med min roomie var nok det mest nervepirrende ved skolestart, siger Agnes Drivsholm Møhl fra Ebeltoft.

Hun synes, at det at komme fra en lille by, hvor alle kender alle, til et sted, hvor ingen kender hinanden, har været interessant og anderledes.

- Det har været megasjovt at se, hvor forskellige, folk er, siger hun.

Og ser frem til at få nye gode venskaber, selv om det er 'megaudmattende' at være sammen 24/7.

- Man er 'på' hele tiden og vil gerne det hele, siger hun.

Gustav:

Gustav Juul Olsen fra Silleborg har allerede vakt opsigt på holdet ved at lære alle kammeraternes navne udenad i en dyst med forstander Bo. Det udløste flødeboller til alle. Han synes, at holdet fungerer godt.

- Folk er åbne og imødekommende. Vi har indset, at det skal gå stille og roligt for sig, og vi inviterer hinanden til at være med, når der sker noget, siger Gustav.

Han kan godt lide, når folk 'committer' sig, men han gruer lidt for den kommende tid, hvor der går hverdag i det med skolegang og lektier.

- Men man må jo bide i det sure æble og få lektierne lavet hurtigt, så man kan bruge tiden sammen, siger han.

Nina:

Nina Lebahn Frederiksen fra Hadsten synes, at det har været en stor omvæltning ikke at have sit eget værelse, men hun er glad for, at fællesskabet bliver prioriteret så højt. Hun kan godt lide at være sammen med mange mennesker, og hun synes, at hun allerede kender folk godt.

- Jeg vil også prøve at lære alle navnene, og jeg har gået rundt og spurgt folk. Det giver gerne en god snak og noget andet, siger Nina.

Hun glæder sig til, at det bliver hverdag, og til at skolen bliver et hjem og ikke bare et sted, hvor man opholder sig.

- Det mest trælse er, at døgnet kun har 24 timer. Man vil så mange ting, og har ikke tid til at sove, siger hun.

Agnes

- Det har været megasjovt at se, hvor forskellige, folk er, siger Agnes.

Gustav

- Vi har indset, at det skal gå stille og roligt for sig, og vi inviterer hinanden til at være med, når der sker noget, siger Gustav.

Nina

- Det mest trælse er, at døgnet kun har 24 timer. Man vil så mange ting, og har ikke tid til at sove, siger Nina.