Blog

Det går, fordi vi er sammen

Det kan være udfordrende at skulle optræde for hinanden. Men for Linh, Tobias og Viggo går det, fordi de spiller sammen. Og det er ekstra fedt, når alle rammer tonerne.

De tre musikelever Linh Heide, Tobias Mathiasen og Viggo Eriksen har fundet hinanden i et musikalsk fællesskab, hvor de oplever, at det vigtigste er – ja netop fællesskabet.

– Men selvfølgelig er det fedest, når noget fungerer sammen. Det lyder bare godt, når vi lytter til hinanden og alle rammerne tonerne, lyder det fra Tobias, som spiller guitar.

Han havde egentlig tænkt sig, at han skulle på Friluftslinjen, men han besluttede sig i stedet for musik. Med sit udsagn antyder han også, at det ikke altid er, at alle rammerne tonerne. Men så kan man dække sig lidt ind under hinanden.

Linh, hvis primære instrument er klaveret, kan huske, da hun skulle synge sammen med tre andre.

– Jeg har aldrig sunget for nogen før, så jeg var lidt bange. Faktisk er jeg ikke særlig god til at synge, men det var ikke kun min stemme, man kunne høre, så det gik OK, siger hun.

At have det sjovt

De tre musikelever er enige i, at det først og fremmest handler om at have det sjovt. Men at man også gerne må få noget ud af det.

– Man arbejder hen imod at skulle optræde for andre. Det skaber en fælles følelse at stå sammen om noget, mener Viggo.

Han havde egentlig forestillet sig, at han skulle på Idrætslinjen eller Vandsportslinjen, og er på den måde et omvandrende eksempel på, at mange elever vælger noget helt andet, end det, de først troede.

At der også er udviklingspotentiale i at spille musik sammen, er de tre også enige i.

– Jeg var lidt introvert, da jeg startede. Nu er jeg blevet mere udadvendt, og snakker med alle. Det er fedt at gøre noget, man ikke har gjort før, siger Tobias, som spiller guitar, og som ikke ar bange for at overskride nogle grænser.

– Man bliver glad, når man gør noget, man normalt ikke ville gøre, og når det så lykkes, tilføjer Viggo.

At alle kan snakke med lærerne og foreslå en sang eller et nummer er med til at gøre livet som musikelever spændende, mener de tre.

– Man er tryg, og alle prøver bare at have det sjovt, siger de tre samstemmende.