Får jeg venner?
Venskaber er ikke noget, der bare kommer af sig selv. Der skal arbejdes for det. Men på Midtjysk Efterskole er arbejdet lidt lettere, for alle vil gerne det samme.
Det er i hvert fald Jonathans, Frejs og Sanders erfaring. I dag er de helt cool, som de sidder der og hænger over hinanden, men de indrømmer gerne, at de var nervøse op til skolestart.
En intern undersøgelse på skolen viser, at spørgsmålet: Får jeg mon venner? er ét af de mest dominerende blandt alle de andre spørgsmål, som kan rumstere og holde én vågen om natten op til et efterskoleophold. Men det er der ingen grund til, siger de tre.
– Alle møder med den samme indstilling om, at man skal være åben og snakke med alle. Det har vi læst og hørt fra alle sider. Men selvfølgelig er man nervøs, og så hjælper det at tænke, at man ikke er den eneste, der er det, mener Frej.
Det kan de to kammerater bekræfte.
– Jeg tænkte, at enten går det meget godt eller også går det meget skidt, siger Sander.
Ubegrundet frygt
Han er ikke typen, der bare lige klikker ind med alle, så han skulle bruge lidt tid. Efter et par uger, fandt han ud af, at det var fedt at gå rundt og snakke med en masse nye mennesker. Så det gik altså godt.
For Jonathan var den værste tanke: Tænk, hvis der ikke er nogen, der kan lide mig.
Men det var en ubegrundet frygt, siger han i dag. Allerede første dag fandt han godt i spænd med sin roomie, og var for det meste sammen med ham.
Og selvfølgelig er man spændt på, om der dukker nye venskaber op ud af det blå, når man kommer fra trygge rammer derhjemme. Men det er jo netop det, der er meningen, at man skal bringes ud af ens comfort-zone, som det hedder på nudansk.
-Jeg kommer fra en lille by, hvor jeg har mange venner, men de kender jo også min måde at være på. De har et blik på én, som kan være svært at ændre. Jeg var mest nervøs for, om folk ville dømme mig på førstehåndsindtrykket, siger Frej.
Umiddelbart burde det ikke være noget problem. Snarere tværtimod, for Frej ligner og er en almindeligt udseende og tiltalende ung mand. Men det er jo ikke det ydre, der afgør, om man bliver venner. At man på Midtjysk har et kodeks om, at man ikke snakker grimt om hinanden, og at man siger fra, hvis man bliver stødt, hjælper venskabsdannelsen godt på vej.
– Vi skal jo have det til at fungere, siger han.
Vær dig selv
Hvis de tre venner skulle give gode råd til nye elever, som skal til at starte på Midtjysk, er det, at man først og fremmest skal være sig selv. Hvis man er åben, vil man altid finde nogle at klikke med. Og så skal det hele nok gå, mener de.
Og tilføjer, at man bliver bedre til at begå sig socialt, hvis man ikke er bange, ikke gemmer sig, og øver sig i at være den, der starter en samtale. Nemt sagt, men også et stykke arbejde. Som i øvrigt altid på Midtjysk bliver bakket op af kontaktgrupperne, lærerne og det øvrige personale. De laver aktiviteter og skaber nærvær, så venskaber opstår og gror.



