For Kristian blev Midtjysk ‘den eneste ene’
Kristian havde egentlig planlagt to år på efterskole. Både 9. og 10. klasse. Men da det første år på Midtjysk havde opfyldt alle Kristians drømme om et efterskoleliv, var der ingen grund til at ‘besudle’ det minde med en anden efterskole.
I dag har Kristian Nørregaard Clausen skiftet tilværelsen som efterskoleelev ud med et hektisk liv som studerende på EUX, og stiler mod at slutte som tømrer. Men hans år på Midtjysk Efterskole står lysende klart i hans erindring.
– Midtjysk står helt rent. Jeg troede, at jeg skulle gå to år på efterskole, men dels kan man ikke det på Midtjysk, og dels var jeg så opfyldt af gode minder, at jeg slet ikke kunne overskue at skulle skifte til en anden efterskole, siger han.
Ikke noget stort tab
I stedet gik han direkte i gang med sin ungdomsuddannelse på Jyske Håndværkerskole i Hadsten. Hans historie adskiller sig ikke så meget fra mange andres, som vælger at tage 9. klasse på efterskole. En lidt træg omgang i folkeskolen, så træg, at valget stod mellem at skifte skole eller at tage på efterskole. Valget blev altså efterskole, og det samme gjaldt for mange af Kristians kammerater, så det var ikke noget stort tab at skulle væk fra venner og årgang.
– Bruddet blev overskygget af, at ens hverdag bliver vendt fuldstændig på hovedet. Nu skulle man møde mange nye mennesker, det var en lidt spøjs men også mega-interessant oplevelse, husker Kristian.
Kristian følte sig hjemme på Midtjysk fra dag ét. Specielt lægger han vægt på det gode fællesskab, at alle kender alle, og at man siger ‘hej’ til hinanden på gangene, som der i parentes bemærket er mange kilometer af. Så det kan blive til mange gange ‘hej’ i løbet af en dag.
Kunne lige så godt deltage
Men ikke kun fællesskabet tæller. Også det faglige fik et løft for Kristian. Han gik fra et gennemsnit på seks til otte med en pil opad. Og det var egentlig ikke, fordi det var målet for ham. Hans far havde pointeret, at han først og fremmest skulle nyde det, men det viste sig, at undervisningen var interessant, og så kunne man jo lige så godt deltage i den.
– Og så fik jeg meget mere hjælp, og i stilletimerne kom lærerne rundt og hjalp med lektierne. I det hele taget var de gode til at tage hånd om én, siger Kristian.
Ud på dybt vand
Som konkurrencesvømmer og surfer var Kristian overbevist om, at han ville vælge vandsport som linjefag. Og han troede ikke på forstander Bo, som sagde, at det ville han sikkert ikke. Men Bo fik ret. Kristian valgte friluftsliv.
– Nu er jeg jo på efterskole, og så kan jeg lige så godt springe ud på dybt vand og prøve noget andet. Og svømmehallen stod der jo til mere eller mindre fri afbenyttelse, så jeg kunne svømme alt, det jeg ville, siger Kristian.
Noget hieraki mellem årgangene mærkede han ikke til. Det var ikke sådan, at der blev set ned på dem, der var lidt yngre. Faktisk var forskellen umærkelig i hverdagen, kun til eksamen var er forskel.
– Faktisk var der nogle af mine venner, der først opdagede, at jeg gik i 9’ende da sidste skoledag nærmede sig, siger Kristian.
Han forlod det sikre derhjemme, fik opfyldt sine drømme om et efterskoleliv, fik hævet sine karakterer, og kom på en skole, hvor han fik indflydelse. Lærerne lyttede til eleverne, mener han.
– Det er jo ikke bare noget, de siger for sjov, det der med at bo på Dialogens Vej, siger Kristian, som efterfølgende har valgt at deltage i elevforeningens arbejde for at kunne fortsætte dialogen.
At blive mødt og forstået af sine lærere har stor betydning for den faglige og personlige udvikling. Derfor prioriterer vi ekstra ressourcer i 9. klasse. Med to lærere i undervisningen får vi bedre mulighed for at følge den enkelte elev og tilpasse undervisningen til elevens behov. Læs mere om 9. klasse på Midtjysk Efterskole.



