Mere fællesskab uden mobil
Midtjysk Efterskole har fået ny politik for brugen af mobiltelefoner på skolen. Vi lægger mobiltelefonen på hylden og retter vores opmærksomhed mod hinanden i stedet for mod den dragende skærm.
Som omtalt på ‘nye elevers aften’ vil vi gøre en ekstra indsats for at give vores elever gode mobilvaner og mere tid til hinanden i den fysiske verden og mindre i den virtuelle. Og vi vil give dem en mulighed for at få en bedre nattesøvn. Derfor har vi fået en ny mobilpolitik.
Ifølge den nye politik, skal eleverne aflevere deres mobiltelefon til aftensamlingen. Så får de den igen til morgenmaden, hvorefter den skal være på værelset. Det betyder, at skolen er ‘mobilfri zone’ det meste af døgnet.
– Flere undersøgelser peger på, at mange unge faktisk har et ønske om at være mindre afhængige af deres telefon. Det taler godt ind i tiden, hvor flere og flere bliver opmærksomme på den lille tids- og opmærksomhedsrøver i lommen, siger forstander Bo.
Dårlige vaner
Han fortæller om de forsøg, skolen har kørt med perioder uden mobil, og de viser, at mange elever er glade for at kunne lægge mobilen fra sig. De kan godt se, at de har fået dårlige vaner, og dem vil skolen gerne hjælpe dem af med.
– Vi ønsker at vise de unge, at fællesskabet trives bedst, når vores opmærksomhed er rettet ud af mod omverdenen og ikke indad mod en skærm. Det giver mere ro og færre konflikter, fordi man ikke kommer til at skrive noget uheldigt til hinanden.
Ikke et forbud
Bo understreger, at der ikke er tale om et forbud mod mobiltelefoner, men at det er et pædagogisk projekt.
– Vi håber, at vi får mere grin og dybere samtaler ud af det. Og så tror vi også, at vi får friskere elever, fordi de ikke har ladet sig forstyrre om natten, siger han.
Hvis man som forældre er nervøse for ikke at kunne få fat i sit barn, er der flere alternativer til mobilen. Der er opsat lånetelefoner på og uden for lærerværelset, vagttelefonen kan benyttes – og så har eleverne mulighed for at tjekke deres telefon på værelset i løbet af dagen.
Forstanderen fortæller også, at den digitale dannelse ikke går fløjten med den nye politik.
– Mobiltelefoner vil stadig indgå i undervisningen, men eleverne skal hente den på værelserne og bringe den tilbage, når undervisningen er slut.
En praktisk ting
Og til sidst en praktisk oplysning: Da eleverne ikke kan bruge deres telefon som vækkeur, skal de – hvis de har brug for det – medbringe et. Ligesom det vil være en god ide at udstyre dem med et betalingskort, hvis de kunne købe ting uden at bruge MobilePay.
Læs de præcise retningslinjer for brugen af mobiltelefoner på skolens A-Z.


