Mod nye horisonter
Jakob er på vej til Australien, men først ser han tilbage på et helt anderledes skoleår, som har budt på flere overraskelser.
Midtjysk er hyggeligt og meget anderledes, end Folkeskolen mener Jakob Halberstadt Nørgaard fra Ry.
– Her er det hele blandet sammen. Det er lidt som en levende organisme, hvor vi flyder ind og ud af undervisning og fritid, og alle er til time og alle har pause samtidig, siger Jakob.
Efter efterskoleåret drager han til Australien, hvor han skal bo i en værtsfamilie. Så er det nok meget godt, at han gennem efterskoleåret har fået mere lyst til at være sammen med andre.
– Jeg er blevet bedre til at finde ud af, hvornår jeg vil være sammen med andre. Bedre til at kede mig selv, siger han.
Glad for tid til ro
Han sætter stor pris på ’Tid til ro’, hvor man skal være på sit værelse, og han mener, at man hurtigt falder ind i ’flowet’ igen efter pusterummet.
Jakob synes også, at det er dejligt, at man selv helt sidst på skoleåret stadig kan få nye venner.
– Man er ikke lukket inde med dem, man mest går med. Man har chancen for at lære alle at kende, siger han.
Han tilskriver fløjbyttet som én af de største katalysatorer for at få nye venner. Når der er fløjbytte, rykker alle eleverne rundt på værelserne og får nye naboer.
Desværre umusikalsk
Jakob synes, at det bedste er, at alle skal prøve alle linjer. På den måde lærer man alle elever at kende. Han var mest interesseret i kunst eller musik, men i et anfald af selvrefleksion nåede Jakob frem til, at han er umusikalsk.
– Jeg gad godt lære det, men lysten er der nok ikke helt, siger han.
Så det blev altså ikke musik. Og heller ikke kunst, som han havde troet. Det blev vandsport.
– Jeg har meget energi, og jeg ville kede mig på kunst, mener han.
Og energien skal han nok få brug for på sin tur ti Australien.