Tristan bar rundt på et helt traktorlad af fordomme om teater, da han startede på Midtjysk Efterskole. Nu er teatertimerne nogle, han ser frem til.

Russisk propaganda, hippie la-la, sidde i en rundkreds og synge Kumbaya. Eller sådan Halleluja. Det var Tristans opfattelse af teater, og det var i hvert fald ikke noget, han skulle beskæftige sig med.

– Vi har aldrig snakket om teater hjemme hos mig, og jeg var helt sikker på, at det skulle jeg heller aldrig have noget med at gøre, siger han.

Der er godt nok også temmelig langt fra skydebanerne og traktorkørslen hjemme i Hovedgård ved Horsens til de skrå brædder på Midtjysk. Men Kumbaya eller ej, på teater skulle Tristan, for det skal man på Midtjysk, hvor alle skal prøve alle linjer.

Har åbnet noget

Så opdagede han, at det faktisk var sjovt.

– Det har åbnet noget i hovedet. Man kan vise en anden side af sig selv. Være fri og åben, siger Tristan.

For ham har det altid været lidt svært, det med at starte en samtale. Men i teater har han oplevet, at det går helt af sig selv.

– Det er jo allerede akavet, så hvorfor ikke læne sig tilbage og nyde det, spørger han retorisk.

For sådan er det. Lærerne skaber et rum og en tryghed, og eleverne får slet ikke brug for at spørge sig selv, hvad det egentlig er, de har gang i.

Smider masken

Tristan mener, at folk tit bærer rundt på en maske, men i teater kan man kyle den langt væk. Hvis man forestiller sig, at Tristan selv kan bære rundt på en maske, så er det ikke helt ved siden af.

Han vil gerne fremstå som et selverklæret ’røvhul’ (hans eget ord) og han har målrettet arbejdet på at opretholde det image. Det er ikke lykkedes særlig godt. Men en dreng, som siger tingene ligeud, er han nok. Gennem arbejdet i teater har han erfaret, at man kan ændre den måde, folk opfatter én.

– Det giver noget selvindsigt, og det er en god måde at få ro på sig selv, mener han.

Tristan synes, at det at sige eller gøre noget ’dumt’, som andre har bestemt eller har skrevet i et manuskript, er mærkeligt. Men også frigørende.

– Det er røvsygt at lære replikker, men det falder naturligt i sammenhængen. Jeg bruger min empati til at sætte mig ind i min rolle, og så hygger jeg mig med det, siger han.

Tændt en gnist

Når Tristan kommer hjem fra sit efterskoleophold og formentlig begynder på en uddannelse om lastvognsmekaniker, bliver der måske ikke plads til så meget teater – eller Hippie la-la. Men hans oplevelser på Midtjysk har tændt en gnist, og hvem ved. Måske finder nogle af teatereleverne sammen i en lille lokal teatertrup? Det vil han i hvert fald ikke udelukke. Udelukke vil han heller ikke, at han kan bruge nogle af tricks’ene fra teater i det virkelige liv.

Til andre som måtte nære fordomme om teater, siger Tristan:

– Prøv det!