9. klasse på efterskole

Undersøgelser viser, at rigtig mange elever i folkeskolens 7.-8. klasse keder sig. Det er der ingen fare for på Midtjysk Efterskole.

- Hvis du hører, at dit barn i 7. eller 8. klasse fortæller den samme negative historie om sin skole, er det tegn på, at han eller hun trænger til forandring. Og den forandring kan meget vel være 9. klasse på efterskole.

Det mener forstander Bo Thorup og viceforstander Helle Nørregaard, som ikke er i tvivl om, at modenhed og faglighed følges ad. De mener ikke, at der er grund til at være bekymret for elevens faglige udvikling.

- Det at arbejde med sine sociale kompetencer højner det faglige niveau. Det er i hvert fald vores erfaring, siger de to samstemmende.

De oplever gang på gang elever, som tager tigerspring i deres sociale kompetencer på efterskolen. Derved udvikler de også deres appetit på det faglige, og det at de går sammen med nogle lidt ældre elever fra 10. klasse, giver dem lyst og interesse for at blive bedre fagligt. 

- De unge bruger jo også hinanden. Man skal ikke undervurdere kammeratskabseffekten, altså det at de spørger hinanden til råds i både faglige og sociale spørgsmål, mener Helle Nørregaard.

Mere blod på tanden

Bo Thorup tilføjer, at den måde undervisningen på Midtjysk er lagt til rette på, ofte også giver eleverne mere blod på tanden.

- Eksempelvis siger 90 pct. af 9. klasseseleverne, at de får mere ud af vores koncentrerede undervisning i fysik, end de fik i Folkeskolen, siger han.

Desuden mener de, at forskelligheden på specielt Midtjysk er med til at modne og danne eleverne, så de blever mere motiverede for at modtage læring.

- Vi opnår en forskellighed, som er dannende i sig selv, fordi vi er, som vi er. Vi er sammen om at være forskellige, og udnytter den dynamik, der opstår ud af det, mener de to.

De peger på, at hvis et ungt menneske i Folkeskolen har svært ved at indgå i nye sociale sammenhænge, så er det bare om at komme afsted på efterskole. Det kan nemlig ikke gå hurtigt nok med at lære det, mener de.

- Også hvis man er meget dygtig i 8. klasse, skal man vælge 9. på efterskole. Det er nemlig de dygtige børns chance for at opleve en efterskole, siger de.

_98X3744.jpg

- De unge bruger hinanden. Man skal ikke undervurdere kammeratskabseffekten, altså det at de spørger hinanden til råds i både faglige og sociale spørgsmål, mener Helle Nørregaard.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole