Julie og Mads fik katastrofen helt tæt på

07. marts 2023

Den dødbringende oversvømmelse i Tyskland i 2021 blev til en dokumentar, som blev til en undervisningstime og en indføring i tysk sprog og kultur for alle elever på Midtjysk Efterskole. Julie og Mads fulgte med.

Den største naturkatastrofe i nyere tysk historie kostede 184 mennesker livet. Blandt dem Sebastian Teztlaff's svigermor. Sebastian kæmpede  forgæves for at redde hende, og han har i dag stadig traumer efter den fatale oversvømmelse. Sebastian mistede  sit hus og alt, hvad han ejede, og han har nu hovedrollen i den dokumentar, som DR's tysklandsreporter Michael Reiter har lavet.

Eleverne stillede spørgsmål

I februar 2023 sidder eleverne på Midtjysk rundt omkring på skolen og ser dokumentaren. Det sker som led i et samarbejde mellem DR og Efterskoleforeningen. Eleverne får efter udsendelsen mulighed for at stille spørgsmål direkte til Michael Reiter, som optræder på skærmen fra sit hjemmekontor i Berlin.

Julie og Mads er to af eleverne, som følger med. For Julie var historien om katastrofen helt ny, mens Mads godt havde hørt om den. 

- Jeg følger med i nyhederne, og jeg kan huske, at jeg var chokeret over, at et veludviklet land som Tyskland, ikke havde bedre styr på katastrofeberedskabet, siger Mads.

Blev en del klogere

- Jeg blev en del klogere på, hvad der er sket, og hvad der kan ske, når naturens kræfter raser, siger Julie.

Begge synes, at det at tale med en person, som ved så meget om et emne, var spændende.

- Man kan mærke, at han brænder for det, og det må også være et spændende arbejde selv at skulle finde ud af ting, siger Julie, som selv brænder for at komme til at arbejde med noget med klima.

Dansk og tysk mentalitet

I løbet af den lange samtale med korrespondenten i Tyskland kom eleverne vidt omkring i det tyske samfund og tysk kultur. I alt blev der listet ca. 60 spørgsmål fra eleverne op, så der var ikke plads til svar på dem alle. 

Men Michael Reiter, som selv bor i nabolandets hovedstad, var glad for at få en mulighed for at fortælle om det store land. Blandt andet om forskellen mellem dansk og tysk mentalitet.

- Tyskland er mere regelret, og mange tyskere viger tilbage fra at tage beslutninger, hvis de ikke er sanktioneret højere oppe i systemet. Det er måske en af forklaringerne på, at meldingerne om en katastrofe var på vej, ikke nåede frem i tide, sagde Michael Reiter.

En af de sværeste opgaver

Om baggrunden for at lave dokumentaren, som er én af de sværeste opgaver, han har været på, forklarede Michael Reiter, at medierne ofte dækker katastroferne, men glemmer at følge op på, hvordan det går bagefter. Han syntes, at det var en stor udfordring at lave TV med mennesker, som er så traumatiserede lang tid efter katastrofen.

- Det er en svær balancegang, sagde han.

For Midtjysk Efterskole, som var den eneste skole, der havde meldt sig til transmissionen, var der tale om en kærkommen lejlighed for at få noget tværfagligt ind i undervisningen.

- Tysk er ikke bare et sprog, man skal lære. Det er også en vigtig kultur og som vores nærmeste nabo også en stor handelspartner og partner i mange andre sammenhænge. Derfor er det vigtigt for eleverne at vide noget om landet, siger Birthe Sidsel Strunge, som var en af tysklærerne bag.

 

 

Julie og Mads

Julie Thomsen og Mads Grøn fik katastrofen i byen Dernau i Tyskland helt tær på i dokumentaren fra DR's Horisont og den efterfølgende samtale med korrespondenten bag.

Michael Reiter

DR's Michael Reiter, som seerne kender bedst foran et kamera, gav eleverne på Midtjysk en indføring i det tyske samfund gennem den dramatiske fortælling om oversvømmelserne i sommeren 2021.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole