Rikke

Hva' har jeg gang i?

09. november 2016

'Det her kan jeg ikke,' tænkte Rikke. Pludselig så hun sig selv i gang med at indøve et nummer, hvor hun skulle synge solo foran flere hundrede tilskuere. Det havde hun aldrig prøvet før.

Rikke Rønne Rishede fra Kolding vidste godt, at hun kunne synge. Det fik hun ofte at vide, da hun var barn, og hun havde også sunget for sin skole for mange år siden. Men hun lider af præstationsangst, så hun havde ikke forestillet sig, at hun ville have modet til at stille sig op.

- Men jeg kom i en musikgruppe, hvor jeg var den eneste, der kunne synge, og så var der ikke nogen vej uden om, siger Rikke.

Hun fandt det skræmmende at skulle øve foran de andre, men de var gode til at støtte op om hende, og fortalte hende, at hun var god. 

En god oplevelse

Alligevel følte hun sig ikke helt tryg ved situationen, og hun græd flere gange af nervøsitet for at lave fejl eller gå helt i stå. Da der kom publikum på, var hun nervøs men fattet.

- Musikken kørte, og jeg fik et selvsikkerhedsboost af de andres opbakning, siger Rikke.

Når Rikke skal vælge sit linjefag for resten af skoleåret, bliver det musiklinjen, og hun kunne også godt forestille sig at synge solo foran publikum igen.

- Det endte med at blive en god oplevelse, siger Rikke.

 

 

Rikke

Rikke Rønne Rishede Hansen fra Kolding overvandt sin præstationsangst og gik på scenen med solosang.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole

Musik

Musiklinjen holder til i skolens musiklokaler, hvor der er studier og instrumenter, og hvor man kan indspille musik. Linjen giver også koncerter uden for huset.