Teater er en leg
28. oktober 2016
At spille teater er en leg. Og man skal øve sig i at slå hjernen fra og give slip. Hvis man ikke lader sig styre af sit ego, vokser medspillerne sammen med én. Det mener Malte Claudio Lind, som i tre dage var med til at sætte forestillingen op.
Malte Claudio Lind er uddannet skuespiller, og har i mange år arbejdet som instruktør. Han kom flyvende ind fra venstre for at hjælpe med opsætningen af stykket 'Gi' mig et kys!'. For ham er teater en leg, og mødet med de unge mennesker på Midtjysk har givet ham et skud livsenergi.
- Det er jo en fornøjelse at møde unge, som er klar til at tage springet fra barn til voksen. De har en livsglæde og energi, som vi selvfølgelig skal have ud over scenekanten. Det er bare et grundvilkår, hvis man vil lave kunst, at man skal glemme sig selv, slå hjernen fra og give den hele armen, så bliver det et brag af en forestilling, siger han.
Han har derfor også brugt den del af sin egen professionelle energi på at sige til eleverne, at de på scenen skal være lige så glade, som de er på gangene på skolen.
Livet er relationer
- Livet består af relationer, og det ser man jo tydeligt rundt her på skolen. Hvis man ikke er i relation med andre mennesker, har livet ikke noget indhold. Det er enkelt - og så alligevel svært. At give slip. At mærke efter, siger Malte.
Han minder om, at da vi var børn, kunne vi godt lege og bruge kærligheden helt ubesværet. Med alderen kommer der konventioner og blokerer for det, så det blandt andet har været svært at få eleverne til at lave 'teaterkys' på scenen. Det er alligevel for grænseoverskridende.
- Hvis man vil lege med noget kunstnerisk, skal man finde de barnlige sider frem. Og så kan man bruge det i alle relationer. I teatret kan de stor blive den lille, og den lille den store. Det er en nyttig erkendelse, mener Malte.
Som professionel instruktør synes han, at årets elevforestilling er et supergodt resultat af tre-fire dages hektisk forberedelse.
- Det er ikke resultatet, der er det vigtigste, men vejen til målet. Alle oplever at være afhængige af hinanden i sådan en proces. Og jeg må sige, at de unge er virkelig gået til den, så der er masser at se på, siger Malte.