Se vores valgfag

Valgfag med vilje

På Midtjysk vil vi noget med vores valgfag. Du vælger selv blandt et stort udvalg af muligheder. På valgfag får du mulighed for at blive udfordret og at udfordre dig selv.

Du kan prøve noget, du ellers aldrig ville få prøvet. Valgfag kører i tre perioder over skoleåret. 

Badminton

Badminton er en sportsgren, som alle kan være med til. Vi kommer til at spille små konkurrencer, og vi har fokus på slagteknik, serv, benarbejde og taktik både for single og double.

Vi deltager i et efterskolestævne for hold i regionen, så der er noget at træne frem imod.

Valgfaget kører fra skolestart til efterårsferien. Stævnet ligger i starten af november, så man må være indstillet på at bruge nogle aftener frem mod stævnet.

 

Board og balance

Du kommer til at udfordre din balance, på forskellige måder ved af brug af Slackline indoorboard og skateboard/longboard.

Hvis alt gå vel, tager vi i en skatepark som afslutning på forløbet.

Du behøver ikke at have erfaring eller eje dit eget udstyr. Vi bruger hjelm (en cykelhjelm er helt fin).

Din indre YouTuber

YouTube har over en milliard brugere over hele verden, og vi skal vi da også være med!

Vi skal være oppe på mærkerne fra første sekund, og kaste os ud i det.

Vi vil arbejde med Midtjysk og hinanden som tema: Hvad vil vi gerne vise andre, om vores liv på Midtjysk?

Vi skal lege med video, men også blive bedre til at lave videoer.

Drum circle

Drum Circle er for dig, som har lyst til spille tromme og percussion som en del af en gruppe.

Du kommer til at spille på forskellige percussioninstrumenter og bliver introduceret for diverse rytmer fra hele verden.

Undervisningen tager fat i teknik, rytme træning og teori, men først og fremmest ligger fokus på sammenhold og fællessammenspil.

Drum Circle er for alle – uanset erfaring eller niveau – alle har rytme i sig!

E-sport med et dash af historie

Vi går i dybden med to klassiske RTS spil: 'Age of empires 2' og 'Company of Heroes'. Vi arbejder med spilteknik, og kommer vi til at føle historiens vingesus, når bl.a. tyske soldater forsøger at forsvare sig mod engelske faldskærmssoldater ved Arnhem. Undervisningen vil forbedre din forståelse for strategiske elementer og dine evner til at samarbejde. Som en sidegevinst vil dit historiske overblik blive styrket. 

Fatfighters

Fatfighters tager fat i din kondition med konditræning og fitness.

Med en kombination af løb, spinning, styrketræning, HIT og crossfit-øvelse kan du træne efter eget tempo, men alligevel sammen med andre.

Alle kan være med uanset størrelse, køn, erfaring, nuværende kondition og lignende. Det handler om at sætte nogle personlige mål for dig selv og opnå dem sammen med andre som en del af et team.

Bonderøven

Du kommer tættere på naturen, og får et kendskab til den natur, der omgiver os.

Vi går på svampe- og insektjagt i skovene, og undersøger de svampe og insekter, vi finder.

Vi arbejder praktisk, og skaber nye projekter på Midtjysk.

I skoleåret 2018/19 byggede vi to højbede og tre bede, hvor der bliver dyrket frugt og grøntsager til skolens eget brug.

Du kan selv komme med ideer til hvilke projekter, der skal startes op.

 

Graffiti

Vi skal arbejde med bogstaver i alle mulige forskellige former. Du vil blive introduceret for graffitiens historie, og vi arbejder med skitser, bogstaver, former, 3D-effekter, som får dit 'street-navn' til at se så funky-fresh ud som overhovedet muligt. Og vi skal selvfølgelig også ud at male rigtig graffiti med spraydåser.

Om du er god eller dårlig til at tegne betyder ikke noget, det vigtigste er, at du har lyst til at lege med bogstaver og former.

Excel og Geogebra

Du kan dygtiggøre dig i de to programmer, uanset hvilket niveau, du er på.

Begynderne vil arbejde med de basale ting i programmerne og vil have god mulighed for at blive habile brugere.

Mere erfarne vil få undervisning i de mere udfordrende dele af programmerne, og vil blive udfordret i at skulle bruge dem til at skabe og nytænke problemstillinger.

Du lærer at strukturere dit arbejde.

 

Sløjd - design og byg dit eget møbel

Du får mulighed for at arbejde med dit eget design til et møbel eller for at bygge et møbel ud fra en skabelon. 

Du lærer, hvordan man benytter de forskellige værktøjer, og kommer ind i processen med at skabe noget i træ.

Du er med til at bestemme, hvilke ting, du vil arbejde med. Eksempelvis bålstole, bænke, reoler, borde eller et skærebræt.

 

Kajakpolo

Kajakpolo er et hurtigt og intensivt boldspil, som foregår i svømmehallen i små kajakker.

Man spiller to hold af fire personer mod hinanden, og der scores på et mål, som hænger i loftet. Spillet minder lidt om håndbold.

Når de grundlæggende færdigheder er på plads, kan det være et intenst spil, hvor du får varmen.

Under hver træning spiller vi kajakpolo og øver os i tekniske færdigheder.

Lejrliv

Lejrliv handler om at være MTV – Mæt, Tør og Varm. Det betyder at overnatte ude og samtidig være mætte, tørre og varme.

Vi skal arbejde med planlægningen af ture, og så skal vi selvfølgelig på tur.

Turen bliver med overnatning, og vi finder selv ud af, hvad vi skal lave, når vi kommer frem, hvad vi skal spise osv.

Lejrliv er for dig, som har overnattet ude tidligere, men i lige så høj grad til dig som måske aldrig har prøvet det før – det vigtigste er, at du har lyst.

Pigefodbold

Er du pige, og vil du gerne prøve kræfter med fodbold, er pigefodbold noget for dig.

Det er ikke en forudsætning, at du har spillet fodbold før - der er plads til alle.

Vi skal øve forskellige teknikker, have pulsen op og ikke mindst have det sjovt.

Der vil indgå forskellige samarbejdsøvelser, og du vil opleve, hvordan fodbold kan skabe et fællesskab, hvor man dygtiggør og udvikler sig både individuelt og som et hold.

Vi træner frem mod et stævne, hvor vi skal prøve vores færdigheder af. 

Rawfit - træning i naturen

Hvorfor træne i hallen, når vi har en dejlig natur lige uden for døren?

Til rawfit træner vi ude i det fri hver gang uanset vind og vejr. Træningen er en kombination af løb og styrketræning, krydret med lidt sjove lege. Vi bruger evt. kettlebells mm., men oftest vil vi bare bruge naturen og vores egen kropsvægt.

Alle kan være med, da alle øvelser laves i det antal og tempo, man kan. Man arbejder både individuelt og i 2-3 mandsgrupper, og det er forskelligt, hvad vi laver fra gang til gang.

Spring ud

Det er nu, du har chancen for at udfordre dig selv.

Du kommer til at tro mere på dig selv, og at du er god nok, som du er. Du arbejder med dig selv, din selvtillid og selvværd.

Du får mere mod til at stå frem, og bedre til at slippe angsten.

Du kommer til at træde frem på scenen foran andre, arbejde individuelt og i grupper, og du skal være indstillet på at udfordre dig selv, give af dig selv og være en god lytter.

Det hele vil foregå i trygge omgivelser. Hvad der bliver sagt bag døren bliver mellem holdets deltagere.

 

Udspring

Vi øver, træner og udforsker forskellige former for udspring fra vipperne i vores egen svømmehal.

Vi skal også prøve skrue- og saltospring.

Vi har typisk våddragter på, og du kan lære nemme spring, som ser svære ud, og svære spring, som ser nemme ud

Du må ikke være bange for at få hovedet under vand, og du skal kunne svømme.

Fodbold - drenge

For dig, der brænder for at drible med en fodbold, lave den gode aflevering, kæmpe for bolden og mærke holdånden i fodbold.

Vi lægger vægt på, at teknisk træning er en naturlig del af hver eneste træningstime, og bolden skal være med.

Hvis du brænder for at spille fodbold og har lyst til at fordybe dig i faget både teknisk, taktisk og fysisk er valgfaget lige dig. Det vigtigste er ikke, hvor dygtig du er til fodbold, men vi forventer, at du giver dig fuldt ud, uanset vejr, vind og træningsform. Vi træner for at blive bedre, men vi glemmer heller ikke at have det sjovt.

Vi arbejder frem mod at spille kampe mod andre efterskoler, så holdet kan få prøvet talentet af i praksis. I september er der et stort fodboldstævne i Horsens, hvor vi spiller mod andre efterskoler.

Stå på en scene

Vi skal videreudvikle konceptet til årets store forestilling.

Du vil sammen med andre skulle tænke kreativt, og du får også ansvaret for
at skabe rammerne for den forestilling alle elever medvirker i.
Vi skal blandt andet i gennem brainstorms og teaterøvelser for at idéudvikle
og dermed spotte og finde de helt rigtige historier til årets teaterforestilling. Vi skal skrive og skabe dialog.

Du skal vælge dette valghold, hvis du gerne vil stå på en scene og have en rolle i den store teaterforestilling, eller hvis det kunne interessere dig at skrive et manuskript og
udvikle et vildt koncept.