Midtjysk Efterskole ramt af smitte med COVID-19
10. maj 2021
I sidste uge måtte Midtjysk Efterskole desværre konstatere, at flere elever slog positivt ud på test for Corona. Skolen valgte derfor at sende både elever og personale hjem til hjemmeskole.
Hen over weekenden har skolen løbende modtaget meldinger fra de hjemsendte elever, som nu alle er blevet testet ved den mere grundige PCR-test, og 21 elever og en voksen er bekræftet smittet.
Det betyder, at skolen vil være lukket ned ind til tirsdag 11. maj, hvor elever og personale med negative test kan vende tilbage. Elever, som er testet positive, kan først vende tilbage efter 14 dage fra første positive test.
- Vi har haft et løbende og godt samarbejde med Smitteopsporingen, som har vejledt os, og vi følger selvfølgelig de anbefalinger, der kommer derfra, siger forstander Bo Thorup.
Han er selvsagt ked af at måtte afbryde skoleåret for eleverne, som i forvejen har været hårdt ramt med den lange nedlukning fra december til marts.
- Vi lægger os i selen for at få hele årsplanen til at gå op, så eleverne får så meget af det gode efterskoleliv, som de har drømt om, selv om vi nu igen har mistet tid. Af samme grund holder vi ikke fri i Kr. Himmelfartsdagene, siger Bo Thorup,
Han udtrykker samtidig et fromt håb om, at det vil lykkes at holde smitten for døren resten af skoleåret.