Skolens DNA bor i baghaven

01. februar 2022

Midtjysk Efterskole fylder 60 år. Arne Kvåle Jensen har fulgt det hele.  Først som barn, siden som teenager og fra sit 35. leveår som lærer på skolen.

Hvis du vil finde Midtjysk Efterskoles DNA, behøver du ikke bevæge dig ret langt fra skolen. Sådan cirka 20 meter bag skolens bygninger, bor Arne Kvåle Jensen. Med bøger som baggrundstæppe, kunst på væggen og med udsigt over Ejstrup Sø kan han fortælle om skolen fra den første gule mursten blev lagt til i dag.

Et DNA er et molekyle, som bærer på de fleste af de genetiske byggesten, som vi skal bruge til vækst, udvikling og funktion. Som sådan et molekyle voksede lille Arne op på den byggeplads, som skulle komme til at danne rammerne for Midtjysk Ungdomsskole - senere efterskole. 

En del af skolens identitet

Arne er søn af skolens grundlægger og første forstander, og i dag ansat som lærer på skolen gennem snart 25 år.

- Jeg kan huske, at jeg som treårig cyklede rundt på gangene på min trehjulede cykel. Dengang oplevede jeg de lange gange med mange mørke rum som noget lidt uhyggeligt. Jeg husker, hvordan min fars træsko rungede gennem bygningerne. Det er selvfølgelig lidt sjovt at tænke tilbage på, når jeg går gennem skolen i dag, siger han.

Han erkender at være en del af skolens identitet, men også at skolens identitet løbende tager afsæt i noget uden for skolen, føres videre og forandrer sig. Både i de mere uhåndgribelige værdier og holdningen til pædagogik, og i de konkrete væremåder på skolen og skolens indretning.

- Pædagogikken har forandret sig, ungdommen har forandret sig, og skolen har forandret sig. I de første mange år blev lærermøderne holdt over en kop kaffe inde i privaten, arbejde og privatliv flød sammen, der var lagt op til megen selvstyring, men i sidste ende var der ikke nogen tvivl om, hvem der bestemte. Det prægede tiden, mener Arne.

En sund sjæl i et sundt legeme

Som også husker, hvordan hans fars holdning til 'en sund sjæl i en sund krop' gennemsyrede hverdagen, hvor gymnastik og bevægelse indgik i enhver sammenhæng. Det samme gjorde selvfølgelig afholdenhed fra alkohol, da det var afholdsbevægelsen, der stod bag skolen.

Arne var på skolen i slutningen af perioden, og der var virkelig mange lærere, personligheder, som brændte for skolen og undervisningen, byggede jernalderhuse, opbyggede linjerne på skolen, kæmpede for demokratiske beslutningsprocesser.

Senere stod den på udviklingskurser og målsætninger for, hvordan skolen skulle udvikle sig. Det var også en trend i tiden. 

- Det blev en mere struktureret form for visionstænkning, siger Arne.

Drenge for sig og piger for sig

Til de mere håndgribelige forskelle på dengang og nu hører, at skolen i starten havde rene drenge- og pigehold. Senere blev der åbnet for, at drenge og piger kunne være på skolen samtidig, dog på hver deres gang.

- Så stod drengene og kiggede over på pigefløjen om aftenen, når de skulle i seng. Og pigerne var godt klar over, at de blev iagttaget. Men det var hjemsendelsesgrund, hvis en dreng vovede sig over på pigegangen - eller omvendt.

Tobak var - som i det omgivende samfund - en naturlig del af hverdagen, og der stod askebægre på gangene.

- Men også på det område har skolen været i proces i takt med udviklingen i samfundet. Så blev det til, at man kun måtte ryge bestemte steder, så blev eleverne tilbudt afvænning, og nu må man slet ikke ryge nogen steder, siger Arne.

Pædagogik i bølger

Med fødderne så solidt plantet i skolens identitet, som Arne har det, danner det også afsæt for eftertanke.

- Skolen har en stemning, en ånd, som bliver opbygget og vedligeholdt. I perioder går det over stok og sten, og man bliver optaget af at løse det næste problem. Glemmer måske de store linjer. I dag er man meget optaget af, at den enkelte unge skal have det godt her og nu. Tidligere var der mere fokus på, hvordan vi ville, at de unge skulle udvikle sig.

- Men pædagogikken kommer i forskellige bølger. I sidste ende vil alle udviklingsplaner lykkes. Hvis nogen brænder for noget, bliver det godt. Hvis eleverne mærker, at nogen vil dem det godt - bliver det godt.

- I dag synes jeg, at vi står stærkt i dialogen og kontaktgruppearbejdet, hvor den enkelte bliver set og imødekommet, slutter Arne.

Og tager endnu en tur op og ned ad de lange gange som giver genlyd af lange samtaler, unge mennesker i udvikling - ja, sågar af trommedans fra tiden, hvor skolen var befolket af mange elever fra Grønland. DNA'et sidder i murstenene, og i Arne.