Midtjysk Efterskole holder Åbent Hus på det, der før hed Efterskolernes Aften. Det er i år onsdag 8. januar 17:30, og det er som altid en god idé at booke en tid.
Efterskolernes Aften bliver til Åbent Hus
Før hed det Efterskolernes Aften, nu kalder vi det Midtjysk Efterskoles aften - eller bare Åbent Hus. Det er i år onsdag 8. januar 17:30.
Den landsdækkende kampagne for Efterskolernes Aften er annulleret, men det skal ikke afholde os fra at invitere kommende elever og forældre til at besøge skolen - også selv om det kan være mørkt og koldt.
Denne onsdag aften vil der være ekstra liv i alle seks linjer. Eleverne på Vandsport, Idræt, Kunst, Teater, Musik og Friluftsliv vil demonstrere, hvad de laver. Det er en god idé lige at kigge til alle linjer, for på Midtjysk skal man prøve dem alle.
Og mørket til trods: Dem der har set lyset ved et efterskoleophold vil sørge for, at det bliver en aften med liv, glæde og lys.
Som altid er det en god idé at booke en plads.
Tilmeldingen er klar
- Vi er heldigvis begunstiget af stor interesse for vores skole, og det er vi rigtig glade for. Men vi vil også gerne værne om vores elever og vores gæster, og ikke mindst vores ry som en skole, hvor nærhed og dialog er ledetråde, siger forstander Bo Thorup.
Har oplevet stort pres
Han fortsætter, at rigtig mange gæster giver udtryk for, at de godt kan lide at møde en skole, hvor der er tid og ro til rundvisning og snak. Og det kan det godt knibe med, hvis der kommer hundredvis af besøgende på én gang.
- Vi har oplevet et stort pres i visse perioder, og så har vi ikke haft mulighed for at give vores gæster den gode oplevelse, som vi gerne har villet. Vi ønsker jo ikke at tabe nogen i svinget, fordi vores gæster - populært sagt - står på nakken af hinanden, siger han.
I ro og mag
Med en tidsbestilling og en begrænsning på 40 familier i timen, håber skolen på at kunne modtage lige så mange gæster hen over aftenen, som hidtil. Og at de får en endnu bedre oplevelse.
Man skal booke en tid på skolens hjemmeside, og der er to tidsrum af en times varighed at vælge mellem. Fra klokken 20:00 er der frit slag for dem, der måske ikke har kunnet få tidsplanen til at gå op.
- Med bookingsystemet kan vi gennemføre Åbent Hus i ro og mag, siger Bo Thorup.
Klik her for komme til oversigten på efterskolerne.dk over ledige pladser på kommende skoleår (oplysningerne findes nederst på siden).