Cecilie og Kamma forsøgte med bananer

27. juni 2019

I fem dage spiste Cecilie og Kamma ikke andet end bananer. Mange bananer. De ville undersøge, hvad det gjorde ved kroppen, og forsøget blev en del af deres prøve i naturfag på Midtjysk Efterskole.

Hvad gør man, hvis man sætter sig for at finde ud af alt om bananer: Hvor de kommer fra, hvor meget de belaster miljøet og hvilken indflydelse, de har på vores kost?

Ja, hvis man hedder Cecilie Krogh og Kamma Møller, så beslutter man at spise bananer i en hel uge. Kun bananer.

- I begyndelsen var det bare en joke, men så begyndte idéen at tage form, fortæller de to.

En banan er ikke bare en banan

De regnede ud, at de skulle bruge 52 bananer til fem dage. Dem købte de, både grønne og brune, for de ville undersøge forskellen på, hvor hurtigt kroppen er til at optage bananer med lidt sukkerindhold og bananer med meget sukkerindhold. De vidste fra undervisningen, hvad korte og lange sukkerkæder betyder for fordøjelsen. Men de ville prøve det på egen krop.

- En banan er ikke bare en banan, og vi fik hård mave af de grønne bananer, mens de brune fik gang i maven igen, siger de to.

Gennemførte forsøget

De syntes, det var en stor udfordring at se de andre elever på efterskolen spise det mest lækre mad, mens de sad der med deres bananer. Men de stod forsøget igennem. Og da de gik til prøve i naturfag, kunne de med stor indlevelse fortælle om det.

Deres lærer er imponeret over, at de to gennemførte forsøget.

- Det er flot, at eleverne undersøger noget, de synes er vigtigt, og det falder fint i tråd med den måde, vi arbejder med at motivere vores elever. Vi kan lide at udvikle nysgerrige mennesker, siger Bo Thorup, som ud over at være lærer i naturfag også er forstander på efterskolen.

Han var skeptisk i starten, og også lidt bekymret for pigernes helbred. Men han aftalte med dem, at de skulle stoppe forsøget, hvis de fik det dårligt.

Endelig færdig

Undervejs i forsøget førte de to piger dagbog over deres observationer. Her har de registreret, hvor mange bananer, de har spist, toiletbesøg, energi og humør.

Dag 5, skriver Kamma: 'Vi har endelig spist de sidste bananer, og er nu færdige. Jeg får stadig kvalme, hver gang jeg tager en bid af den skide banan. Men nu er vi færdige, og vi klarede det. 6 bananer'.

 

 

 

 

 

 

Cecilie og Kamma

Bananer er ikke bare bananer, konstaterer Cecilie og Kamma efter at have levet af de sukkerholdige frugter i en uge.

Hvorfor valgte I Midtjysk Efterskole?

Hvorfor valgte I Midtjysk Efterskole? Det spurgte vi en række forældre om, den dag de hentede deres barn for sidste gang.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole