Da musikken kom til Emma

04. august 2022

Emma havde aldrig spillet musik før. Pludselig stod hun med en bas i hånden, og siden har hun kun nødigt sluppet den.

Godt nok hørte Emma Schlajkjer fra Kellerup meget musik, da hun startede på Midtjysk Efterskole. Men at hun selv skulle komme til at stå med en bas og gi' den gas, havde hun ikke forestillet sig.

- En aften sad vi på lærerværelset, og nogle snakkede om at gå over i musik og spille lidt.  Jeg tænkte, at jeg sygt godt kunne tænke mig at spille trommer. Men de var optaget, og så var der én der stak mig en bas i hånden. Så lærte jeg hurtigt et par akkorder, fortæller Emma.

Lægger mærke til bassen

Fra da af har bassen hængt ved hende, eller hun har hængt ved bassen. Og så er hun begyndt at lægge mærke til de enkelte instrumenter, når hun hører musik. Mest bassen, selvfølgelig.

- Før havde jeg ikke øre for instrumenterne. Jeg hørte bare musikken, siger Emma.

Hun oplevede at det var fedt at spille sammen med nogen,. Nu er hun er begyndt at finde numre frem, som hun vil spille, og hun har optrådt flere gange sammen med de andre på musiklinjen.

Var mega nervøs

- De første gange var jeg mega nervøs. Jeg tænkte bare på ikke at fucke det op, men jeg fandt ud af, at de andre bakkede mig op. Det var en stor hjælp, siger hun.

I dag håber hun på, at det kan blive til noget mere med musik i. Til jul fik hun en bas i julegave, og den bliver flittigt brugt.

- Jeg vil gerne drive det til noget mere. Det at stå på en scene sammen med de andre og opleve sammenholdet og fællesskabet er vildt fedt, siger hun.

 

 

 

 

Emma Schlajkjer med bas

Da Emma Schlajkjer startede på Midtjysk vidste hun ikke, at hun havde talent for at spille bas. Siden har hun ikke sluppet den.

Musik

Musiklinjen holder til i skolens musiklokaler, hvor der er studier og instrumenter, og hvor man kan indspille musik. Linjen giver også koncerter uden for huset.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole