- Man er til stede uden at være det, siger Ditte, som måtte 'nøjes' med en virtuel rundvisning på grund af skolenedlukning og aflysning af fysiske arrangementer i 2021.
Daniel fandt sin efterskole via online-event
05. januar 2022
Daniel Enni Rasmussen fra Bjerringbro så sin kommende efterskole via computer. På grund af skolelukninger og aflysninger af fysiske arrangementer, valgte han at se Midtjysk Efterskole an ved en online-event.
Daniel havde besluttet sig for Midtjysk Efterskole, og planen var, at han skulle besøge skolen ved et åbent hus for at se den nærmere an. Men det blev forhindret. Til gengæld fik han et godt indblik i skolens hverdag og indretning via computeren.
- Jeg fandt ud af, at der var åbent hus via Skype, og så fulgte jeg med i det. Det gav et udmærket indtryk, men der manglede selvfølgelig det 'sanselige', lydene og lugtene, siger Daniel, som i dag er i fuld gang med sit efterskoleophold.
'Nice' at være med online
Rundvisningen via computeren hjalp ham til at få et overblik over skolens fysiske rammer, og det var 'nice' at følge med via nettet.
- Da jeg mødte op på skolen til første skoledag, havde jeg jo aldrig set den før sådan rent fysisk, men jeg havde memoreret det fra den virtuelle rundvisning, så jeg havde et ganske godt indtryk af rammerne, siger han.
Han mener, at fordelen ved at følge med på skærmen kan være, at rundviserne havde øvet sig og planlagt en god rundvisning.
En fed måde
Ditte Sandal Kortbæk fra Viborg måtte også 'nøjes' med et virtuelt besøg på skolen. Men som tidligere deltager i 'Et døgn på efterskole' kendte hun godt skolens rammer. Desuden har hendes storebor gået på skolen.
Alligevel var hun glad for at deltage i et virtuelt åbent hus.
- Jeg ville selvfølgelig have foretrukket at komme ud på skolen, men det var rart at kunne sidde hjemme sammen med min far og snakke om det uden at nogen kunne høre, hvad vi snakkede om, siger Ditte.
Hun syntes, det var en fed måde at se skolen på.
- De sad og snakkede og vi blev vist rundt. Man var på en måde til stede uden at være det, husker Ditte.