Mathilde og Tue øver sig i den svære kunst at kysse. Instruktørerne lover, at der bliver masser af kys i forestillingen.
Efterskoleelever kysser igennem
24. oktober 2016
Kys er kærlighed, og der bliver masser af begge dele, når eleverne på Midtjysk Efterskole i løbet af tre dage sætter ord, dans og musik til nogle af H.C. Andersens eventyr i forestillingen ’Gi’ mig et kys!’
Den gamle eventyrdigter H.C. Andersen ville muligvis vende sig i sin grav, hvis han så den forestilling, som elever og lærere sætter op. Ikke af græmmelse, ikke af væmmelse - men fordi forestillingen går lidt mere radikalt til værks, når det gælder kærligheden, som digteren selv havde det så svært med.
- Vi bruger forestillingen til at sætte vores eget liv i perspektiv ved at gøre eventyrene til vores egne, siger teaterlærer Ulla Søndergaard.
Hun har sammen med eleverne og lærerne lavet et kludetæppe af optrin, som alle har en reference til et af H.C. Andersens eventyr.
- Eksempelvis har vi snedronningen, som lokker os ud i et ukendt univers. Det er en udviklingshistorie, som har paralleller til elevernes egne udviklingshistorier. Eller vi har den lille pige med svovlstikkerne, som drager paralleller til vore dage. Den lille pige, som blev fundet død i sneen, kunne lige så godt være en flygtningedreng, som blev fundet druknet på stranden, siger Ulla Søndergaard.
Et stærkt fællesskab
Når der er performanceuge på Midtjysk bliver alle elever og alle medarbejdere draget ind i forestillingen og arbejdet med den. Der bliver syet kostumer, sat lys og lyd, bygget tilskuerramper, scener og så selvfølgelig øvet replikker, danse og musik.
- Eleverne er med til at improvisere replikker og scener frem, og de kan blive ændret helt frem til generalprøven. Målet er at få alle elever op på scenen og at mærke, hvad man kan, hvis man står sammen. På den måde bliver hele processen anskuelsesundervisning i, hvor stærkt et fællesskab kan være, mener Ulla Søndergaard.
Hun tilføjer, at der er to gennemgående figurer i stykket, som skal få det hele bundet sammen. Og at der bliver mange kys undervejs.
Forestillingen har generalprøve på skolen torsdag 27. oktober, hvor alle er velkomne og premiere fredag for skoler og forældre.
Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole
Hvorfor valgte I Midtjysk Efterskole? Det spurgte vi en række forældre om, den dag de hentede deres barn for sidste gang.