Elever går på universitetet i deres fritid

07. marts 2018

Elever ofrer fritid på at blive klogere. Et halvt hundrede elever har deltaget i en forelæsning på Aarhus Universitet ved hjælp af live-stream fra universitetets auditorie. 'Det var som at være der selv', mener Mariane og Jesper, som deltog.

Gravitationsbølger og relativitetsteori er ikke hverdagskost, når man går på efterskole. Alligevel havde et halvt hundrede elever taget imod tilbuddet om at følge en forelæsning direkte på storskærm fra universitetet. 

Med forelæsninger streamet fra universitetet har skoler, biblioteker og andre mulighed for at komme tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab. Engagerede forelæsere taler om alle grene af naturvidenskaben.

- Niveauet er højt, og mange elever følte sig nok udfordret, men fik alligevel udbytte af forelæsningen uanset faglige forudsætninger, mener lærer Morten Pehn, som havde taget initiativet til arrangementet.

- Det er nogle meget dygtige formidlere, der optræder i de offentlige foredrag, siger han.

Som at være der selv

Mariane Zieger og Jesper Lindbjerg var to af de elever, som fulgte med i hele foredraget, og de syntes det var spændende at prøve noget, som 'man ellers ikke ville kunne være med til', som de siger.

- Midtjysk Efterskole blev budt velkommen, og man følte sig som en del af det, i modsætning til at se et foredrag på for eksempel YouTube, siger Mariane.

Hun syntes, at noget af det var lidt svært at forstå, da det faglige niveau var højt og nok mest rettet til gymnasieelever. 

- Men professoren var god til at formidle, og jeg lærte noget, mener hun.

For Jesper Lindbjerg, som før har fulgt forelæsninger i levende live på universitetet, var der ikke den store forskel på at være til stede i auditoriet eller følge forelæsningen via storskærm.

- Oplevelsen var som at være der selv. Det faglige indhold er jo det samme, og man har også mulighed for at stille spørgsmål, siger Jesper.

Den første forelæsning vil blive fulgt op af en om menneskedyret Homo Sapiens, og der vil Mariane og Jesper også være at finde blandt publikum. Forelæsningerne er et tilbud, hvor fysikeleverne skal deltage i den første del af live streamingen, mens det er frivilligt, om man vil følge den sidste del. Forelæsningerne finder sted om aftenen, så eleverne må ofre noget af deres fritid på at blive klogere på naturvidenskaben.

Efter forelæsningen kan deltagerne deltage i en quiz, som viser, om man har fanget indholdet. Jesper fik seks rigtige svar ud af seks mulige, så han havde i hvert fald hørt godt efter.

 

Fakta:

Foredragene  livestreames fra Søauditorierne i Universitetsparken i Aarhus til en række gymnasier, skoler, biblioteker, biografer, folkeuniversiteter, forsamlings-, borger- og kulturhuse i Danmark og udlandet. Og altså også til Midtjysk Efterskole i Ejstrupholm.

Der er fri entré til foredragene pga. støtte fra fakultetet Science and Technology, Aarhus Universitet, som også er arrangør af foredragene.

Næste foredrag finder sted tirsdag 17. april kl. 19-21.

Mariane og Jesper

Mariane Zieger og Jesper Lindbjerg overværede forelæsningen fra Aarhus Universitet via en storskærm. - Det var som at være der selv, mener de.

Hvorfor valgte I Midtjysk Efterskole?

Hvorfor valgte I Midtjysk Efterskole? Det spurgte vi en række forældre om, den dag de hentede deres barn for sidste gang.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole