Elever lægger kortene på bordet

11. december 2018

Livshistorier - både de meget dramatiske og de mere stille og rolige - binder eleverne sammen og skaber forståelse og respekt blandt dem. På Midtjysk Efterskole er det en særskilt disciplin at fortælle hinanden livshistorier.

Når eleverne på Midtjysk Efterskole har møder i deres kontaktgrupper, er en del af øvelsen at fortælle hinanden deres livshistorier. Det er en integreret del i skolens arbejde med at skabe relationer. Lærerne lægger ud med at fortælle deres livshistorie, og herefter er det elevernes tur. Det er frivilligt at deltage, og man kan selv vælge, hvad man vil fortælle.

Selv om man kun er 15-16 år, har man allerede en livshistorie. Nogle er fortællingen om et stille og roligt barne- og ungdomsliv, mens andre er tunge beretninger om mistrivsel, sygdom, skilsmisse eller dødsfald i familien. Fælles for dem alle er, at historierne kan være interessante for andre, også selv om de måske ikke indeholder de store dramaer. Livshistorier er med til at danne et broget billede af det at være ung i dag, og de bringer eleverne tættere på hinanden.

Sej og ensom

En del af Agnes Lynge Sandbos livshistorie handler om et uheldigt billede, hun havde fået skabt af sig selv, og trængt hende lidt op i en krog. Mange har set hende som hende den seje pige, som kunne klare alting, og som arbejdede som fotomodel. Men indeni har hun følt sig ensom, og hun var stærkt i tvivl om, hun overhovedet ville fortælle sin historie.

- Jeg har en livshistorie, som jeg ikke er stolt af. Jeg har udvist en adfærd over for mine kammerater og mine forældre, som jeg ikke kan stå inde for i dag. Derfor skal jeg stadig arbejde med at lære at acceptere min livshistorie, siger Agnes.

Føler sig tryg

Hun valgte at fortælle historien, blandt andet fordi, hun føler sig tryg i kontaktgruppen. 

- Jeg har også en sårbar side, og det er en lettelse at vide, at folk omkring mig kender min historie, siger Agnes. 

Hun mener, at det er en styrke at vise sine sårbare sider, og at man ikke er så perfekt, som det måske ser ud på overfladen.

Godt at lukke op

Jonas Klarskov Nielsen var kry, da han hørte, at han skulle fortælle sin livshistorie for kammeraterne. Det er en historie, som blandt andet handler om at føle sig uden for fællesskabet igennem en lang skoletid.

- Hvad skulle der være galt i at fortælle sin historie? spørger Jonas, som efterfølgende har oplevet mere respekt fra kammeraternes side. Og også mere respekt den anden vej over for dem, der har fortalt deres historie.

- Man kommer mere ind under huden på hinanden, og føler sig tættere, mener han.

Både Agnes og Jonas mener, at de kan bruge erfaringerne fra skolens livshistorie-projekt i deres videre færd.

- Det hjælper at lukke op, og lægge kortene på bordet, siger Jonas.