Det var eleverne, der selv havde sammensat programmet for forældredagen. Nina, William og Magnus stod blandt andet for en Kahoot gættekonkurrence.
Elever tog styring over deres forældre
26. september 2017
Forældredag på Midtjysk Efterskole er i virkeligheden nok mere elevernes dag. Dagen er for forældre, men det er eleverne, der har taget styringen. Lærerne holder sig i baggrunden og nøjes med at guide eleverne gennem processen.
Der var velkomstkommitté, der var sang og taler, der var konkurrencer og debatter. Og for en gangs skyld, var det ikke lærerne, der havde arrangeret det. Det var eleverne i 10. klasse, som havde fået idéerne, planlagt dem og nu også udførte dem.
Projekt 'Forældredag' er bare et af flere projekter, som eleverne skal gennemføre i løbet af deres skoleår. Hen over året vil der blive mange flere arrangementer, som bliver lagt i hænderne på eleverne.
- Meningen er, at eleverne skal tage ejerskab til arrangementerne, og at de lærer, hvordan man arbejder sammen om alt fra udvikling af idéerne til den endelige gennemførelse, siger viceforstander Helle Nørregaard.
Projektarbejde er vigtigt
Projektarbejde er et vigtigt omdrejningspunkt for undervisningen på skolen, blandt andet fordi, eleverne udvikler kompetencer, som de skal bruge på deres videregående uddannelse eller job.
Og der er nok at tage fat på, når man får ansvaret for så stort et arrangement. Til formålet blev der nedsat forskellige arbejdsgrupper, som fik ansvaret for dele af programmet. Nogle stod for modtagelsen af forældrene, andre for aktiviteterne i løbet af dagen og atter andre for at arrangere og gennemføre en debatcafé.
- Debatcafé var én af de bundne opgaver, vi gav eleverne. De har altså ikke helt frie hænder, men det får man jo også sjældent ude i det virkelige liv. Der er altid nogle opgavestillere, som sætter en ramme, siger Helle Nørregaard.
Hun tilføjer, at også en del af undervisningen hen over året vil blive mere projektorienteret og gå på tværs af fagene.
Forstander blev arbejdsløs
For forstander Bo var forældredagen en ekstraordinær oplevelse. Han er normalt én af dem, der holder for, men på forældredagen var han ikke engang nævnt i programmet.
- Jeg fik kun lov til at hjælpe med at sætte en projektor op. Ellers kørte eleverne det suverænt, og det var dejligt at se, hvordan elever og forældre hyggede sig. Før var elever og forældre først sammen til sidst på forældredagen, nu var de sammen hele tiden. Det tror jeg, var rigtig godt, siger Bo.
Hvis jeg siger Midtjysk, hvad siger du så?