Elever træffer opsigtsvækkende valg

28. august 2017

Tobias valgte musik. Nicoline valgte idræt. Lucas valgte kunst. Og Caroline valgte teater. Det er der i sig selv ikke noget mærkværdigt ved. Det opsigtsvækkende er, at de alle fire valgte et linjefag, de ikke i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, da de startede på Midtjysk.

Lige nu er et nyt elevhold i gang med at afprøve Midtjysk Efterskoles seks linjer. De kommer på skift rundt på alle linjer i en periode på et par uger. Det er obligatorisk og en af årsagerne til, at mange vælger Midtjysk. De vil prøve noget nyt.

- Vi ser år for år, at næsten halvdelen af de elever, der starter, vælger noget andet, end det, de havde forestillet sig. Det kan vi se af vores målinger, og det bekræfter, at unge mennesker ikke er så fastlåste i deres valg af interesse, som man måske kunne tro, siger forstander Bo Thorup.

Den observation bekræftes af de valg, Tobias, Nicoline, Lucas og Caroline traf.

- Jeg troede, jeg skulle på friluftsliv eller vandsport, men i musik lærte jeg nogle basisgreb til nogle instrumenter, og pludselig kunne jeg spille nogle af de sange, jeg elsker, og jeg blev glad indeni. Før var musik bare noget, jeg hørte. Nu er det noget, jeg kan spille, siger Tobias Busk Ladefoged.

Han synes, linjerunden, hvor man kan prøve de forskellige ting af, er supergod.

- Det var derfor, jeg valgte Midtjysk. Ellers kunne jeg have valgt en specialefterskole, siger han.

Arbejde sammen med andre

- Jeg valgte i sin tid Midtjysk på grund af teater og kunst, og jeg havde besluttet mig for teater, da jeg startede. Men så syntes jeg, at det var megasjovt at være på idræt. Jeg har altid godt kunnet lide aktivitet og konkurrence, siger Nicoline Stærke Jensen, som før har stiftet bekendtskab med karate og dans.

Lucas Rickardt fra Silkeborg er en fysisk stærk dreng, som har dyrket idræt på en rimeligt højt plan i 10 år. Han valgte kunst som linjefag.

- I kunst har jeg fundet noget, som jeg ikke vidste, at jeg savnede. Jeg vidste slet ikke, at jeg manglede den kreative stimulation, som jeg får gennem kunsten.

Da Caroline Hyldig Thimm fra Herning startede på Midtjysk Efterskole var det med det faste fortsæt, at hun ville prøve noget nyt. Dog ikke at spille teater. Det kunne hun aldrig drømme om, og det stod helt nede i bunden på listen over ønskede linjefag. Alligevel blev det teater, der vandt.

- Teater har givet mig meget mere tro på mig selv. Der skal man arbejde sammen og kæmpe med andre end sig selv. Jeg snakker med nogle andre mennesker, og der er et fedt sammenhold, siger Caroline.

Caroline Hyldig Thimm

- Teater har givet mig meget mere tro på mig selv. Der skal man arbejde sammen og kæmpe med andre end sig selv. Jeg snakker med nogle andre mennesker, har fået andre venner, og der er et fedt sammenhold, siger Caroline Hyldig Thimm.

Lucas Richardt

- I kunst har jeg fundet noget, som jeg ikke vidste, at jeg savnede. Jeg vidste slet ikke, at jeg manglede den kreative stimulation, som jeg får gennem kunsten, mener Lucas Richardt.

På Midtjysk skal du prøve alle linjer

Du kommer til at prøve alle seks linjer, før du beslutter dig for din egen linje.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole