Eleverne skal vælge deres fremtid

07. november 2022

I den kommende tid skal eleverne på Midtjysk vælge en retning på deres videre liv efter efterskolen. De skal blandt andet skrive opgave om deres valg af uddannelse, de skal i brobygning på forskellige uddannelsessteder og de skal prøve at søge et job.

En ny undersøgelse blandt forældre på efterskoler viser, at flere end 8 ud af 10 oplever, at deres barn er blevet mere bevidst om faglige styrker og svagheder gennem deres ophold på en efterskole.

En del af den udvikling består i vejledningen på skolen.

- På Midtjysk tager vi fat i elevernes egne forestillinger om fremtiden. Vi inspirerer dem, og vi udfordrer dem på deres tanker, hvis de allerede har truffet et valg. Det har rigtig mange, og de har alle skrevet, hvad de forestiller sig. Der er kun få, som slet ikke ved noget, fortæller Mads Milsgaard, som er en af vejlederne på skolen.

Eleverne har nu tid til efter juleferien til at tænke over, hvad de vil. Det er vigtigt, at de får tid til at reflektere over deres fremtid, og tænker over, hvad der kan interessere dem.

- Vi snakker med alle, men vi starter med dem, der er i tvivl. Så arbejder vi på at åbne dem over for forskellige muligheder. 

Vejlederne arbejder med at pirre elevernes nysgerrighed og ikke at være lyseslukkere.

- Vi forsøger at få eleverne til at kunne se sig selv i en fremtid.

Forældre er influencere

Ifølge Mads Milsgaard er forældrene de største influencere, når det gælder deres børns valg af uddannelsesretning. Derfor er deres medvirken vigtig.

- Lyt til jeres børn og støt dem i deres valg. Det skal være deres eget valg, og de skal ikke vælge efter andres forventninger, mener Mads, som finder den største glæde, når det lykkes at få eleverne til at tænke over, hvad de gerne vil.

- Vi kan guide dem i en retning, men ikke fortælle dem, hvad de skal.

Til jobsamtale

Hele vejledningsforløbet er beskrevet i et skema, som forældrene har modtaget. Heraf fremgår det også, at eleverne skal til jobsamtaler lige op til jul.

- Det er vores måde at træne eleverne i at søge job. Det er noget, de fleste vil komme til, og en øvelse, som de virkelig kan bruge til noget, mener Mads.

Forældre har meldt sig som arbejdsgivere, som sammen med vejlederne tilrettelægger en jobsamtalerunde, hvor eleverne skal forsøge at sælge sig selv til et fiktivt job. 

 

 

 

Mads

Ifølge Mads Milsgaard er forældrene de største influencere, når det gælder deres børns valg af uddannelsesretning. Derfor er deres medvirken vigtig.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole