Lasse og Thea opdagede, hvor mange ting, de har og som skal flyttes, når der skal byttes fløje. Og de opdagede, at det var fedt at komme nærmere på kammerater, som de ikke kendte så godt.
Et friskt pust
18. januar 2023
Fløjbytte er store flyttedag, hvor alle elever bytter fløje. For nogle en lidt skræmmende oplevelse, for andre en kærkommen anledning til at lære nye mennesker at kende.
Der er hektisk aktivitet som i en myretue, nogen har stukket en pind ned i. Alle elever render mere eller mindre forvirrede rundt med deres jordiske gods i plastikposer, flyttekasser eller i løs vægt. Hvor skal du bo? Hvem skal du bo sammen med?
På Midtjysk Efterskole er fløjbyttedagen ikke nogen overraskelse, for alle ved, at det kommer til at ske. Blot ikke, hvornår det skal ske.
- Når sådan cirka halvdelen af skoleåret er gået, ryster vi posen med elever. På det tidspunkt er de faldet godt til og er trygge og modne til at gå ind i et nyt ukendt land. Vi siger jo, at man hele tiden skal udfordres, og så nytter det ikke at gro for fast i gamle mønstre, siger viceforstander Helle Nørregaard.
Til forskel fra tidligere flytter eleverne sammen med deres roomie. Man får nye fløjkammerater, men har samtidig sin roomie med. Det vished i uvisheden.
Ikke umiddelbart bange
- Det er fedt at få lov til at møde nye mennesker. Et friskt pust, mener Lasse Rasmussen Høvik fra Hobro.
Han var ikke 'umiddelbart bange', som han siger. Mere spændt på, hvor han skulle hen, og hvem han skulle bo på fløj med. For ham var det mest et spørgsmål om at få flyttet sine ting. Han måtte frem og tilbage 6-7 gange.
Også Thea Bertelsen fra Årslev gjorde i det mindste én ny erkendelse.
- Det går op for en, hvor mange ting, man har, siger hun.
Hun var kun lidt nervøs ved flytningen.
Kunne ikke gå helt galt
- Det kunne jo ikke gå helt galt, når jeg havde min roomie med, og jeg var jo næsten sikker på at komme på fløj med nogle, som jeg kender. Det er fedt at man beholder sin roomie, siger Thea
På en efterskole som Midtjysk er meget lagt i skema, men ikke mere end at det hele tiden bliver lavet om.
- Man lærer at tage det hele sådan lidt mere loose som tingene nu kommer, siger både Lasse og Thea, som begge hjemmefra er vant til mere struktur i hverdagen. Begge er også glade for at komme lidt mere ind under huden på de kammerater, som de hidtil måske kun har haft en overfladisk kendskab til.
Og det er netop meningen med det hele.
- Vi vil gerne skabe gode og varige relationer mellem så mange elever, som muligt, og fløjbytte er en god metode til det. Ligesom mange af de andre aktiviteter, hvor vi bevidst blander eleverne på nye måder, siger Helle Nørregaard.
Hvorfor valgte I Midtjysk Efterskole? Det spurgte vi en række forældre om, den dag de hentede deres barn for sidste gang.