Fløjbytte

Fløjbytte - en frisk start midt i skoleåret

11. april 2024

På Midtjysk Efterskole er roomien fast. Til gengæld flytter værelset. Det åbner øjnene for nye fællesskaber, når elevflokken blandes, men det kan også koste kræfter. Det gælder om at finde balancen mellem det nye og det trygge.

Én gang om året blander Midtjysk Efterskole værelsesfløjene. For de fleste er det en spændende, frisk start. Men det kan også give sommerfugle i maven at forlade en tryg og velfungerende fløj.

- Jeg synes, det er mega trygt at have sin gamle roomie med, fordi man oplever den her nye ting sammen, siger Kirstine fra 10. klasse som lige har byttet fløj. Kirstine kunne faktisk godt tænke sig at, at der var fløjbytte to gange om året.

- Man bliver rystet sammen på en ny måde, ligesom vi gjorde i starten.

Rune synes på den anden side, at ét fløjbytte om året er nok.

– Jeg har det fint med at have én fløj i lang tid. Det skaber også tættere bånd til dem, der er der (på fløjen, red.).

Balance i fællesskabet

Forstander Bo Thorup fortæller, at den nuværende model med fløjbytte er noget, skolen har arbejdet med og prøvet af igennem flere år.

– Vi oplever, at eleverne i høj grad søger vores efterskole, fordi de gerne vil udvikle sig personligt og socialt. Fløjbytte er en del af arbejdet med at skabe rammer for fællesskaber og relationer på tværs af årets elevhold.

- Det gode fællesskab kommer ikke bare af sig selv. Det er noget, vi som skole arbejder målrettet med, og som vi selvfølgelig på alle mulige måder inddrager eleverne i.

Særligt balancen er vigtig for forstanderen. – Det er vigtigt, at vi sørger for, at så mange som muligt kan være trygge, men at vi samtidig også udfordrer vores elever så meget, at de faktisk udvikler sig.

Det giver faktisk mening

Fælles for både Rune og Kirstine er, at fløjbytte faktisk giver mening, selvom det også er lidt besværligt at skulle flytte alle sine ting og tilpasse sig noget nyt.

Rune fortæller:

- Jeg tror, der er for, at man kommer ind i nogle nye fællesskaber og lærer nogle nye at kende, så man ikke fastlåser sig i en gruppe.

Kirstine nikker. Og så er det tilbage på den nye fløj – men med den velkendte roomie.

 

Fløjbytte

På Midtjysk Efterskole er roomien fast. Til gengæld flytter værelset. Det åbner øjnene for nye fællesskaber, når elevflokken blandes, men det kan også koste kræfter. Det gælder om at finde balancen mellem det nye og det trygge.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole