Frossenpinden Emma fik varmen

27. juni 2022

Emma drømte om et liv i det fri, men hun var en frossenpind. Nu har hun lært at holde varmen, og går efter at sove ude et helt år.

Som spejder gennem mange år var Emma Heich fra Grindsted ikke i tvivl om, at hun skulle på friluftslinjen på Midtjysk. Men hun var også tiltrukket af alle de andre linjefag, og det var faktisk muligheden for at prøve det hele, der fik hende til at vælge lige netop Midtjysk Efterskole.

- Da jeg sad derhjemme og skulle vælge efterskole, var jeg i tvivl, og tænk nu, hvis jeg kom til at vælge det forkerte? Det ville jeg fortryde, siger Emma.

- Jeg ville bevidst arbejde med at prøve noget andet og at overskride mine egne grænser, siger Emma, som også havde tænkt sig at vælge noget andet, end friluftsliv.

Overvejede teater

- På linjerunder overvejede jeg teater. Der skulle man også overskride grænser, siger hun.

Når det alligevel endte med friluftsliv, var det fordi, friluftsliv på Midtjysk er noget helt andet, end spejderliv.

- Her skal vi selv stå for hele planlægningen, og vi har for eksempel været ude at rapelle. Der er rigtig mange udfordringer, som jeg ikke har været udsat for som spejder, siger Emma.

Mod på job i Brugsen

Udfordringerne og ikke mindst overvindelsen af dem har fået Emma til at søge et fritidsjob i Brugsen.

- Hvis ikke jeg gik på efterskole, ville jeg slet ikke have modet til at gå til en jobsamtale. Det, at jeg har skullet stå på egne ben, træffe mine egne valg, og ikke spørge mine forældre, har gjort mig meget mere selvstændig, mener Emma.

Efter sommerferie er Emma startet på en uddannelse, og så er der noget, hun drømmer om: Det er at sove i telt eller shelter i et helt år.

Ikke alene i vildmarken

- Det er koldt og dejligt at sove uden for, siger Emma og tilføjer, at hun har lært, hvordan hun kan undgå at komme til at fryse.

- På vores skilejrskole i Norge skulle vi sove i iglo en nat. Vores lærer lærte mig at tage et lag tøj på ad gangen med heftige kuskeslag ind i mellem. Til sidst blev jeg varm, og det holdt hele natten. Jeg var ret overrasket over, at det virkede.

- Jeg elsker udelivet. Men jeg ville nok ikke overleve alene i vildmarken, slutter Emma med henvisning til det populære tv-program.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Emma Heich

Emma Heich er til et liv i det fri. Og nu har hun lært at holde varmen.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole