Gift på efterskolen

23. november 2020

Nanna og Mads skulle giftes, og det blev de efter alle kunstens regler. Det skete på Midtjysk Efterskole, og selv om det hele bare var en leg, så fik eleverne en stor oplevelse og en masse dannelse.

De var der alle sammen: Den korpulente onkel og den fiffige tante. De søde brudepiger, den trætte morfar, de larmende venner, forloverne, præsten og så selvfølgelig brudeparret, Nanna og Mads. 

- Det hele skulle være så 'rigtigt' som muligt, siger Alma og Silje, som var med til at planlægge årets bryllupsweekend på efterskolen. 120 elever havde valgt at blive på skolen den weekend, og de skulle alle tildeles en rolle.

I forvejen kunne eleverne vælge, hvor engageret, de ville være i spillet. Gul for den lidt tilskueragtige tilgang, grøn for en lidt større rolle og rød for det helt store udtræk. Altså en hovedrolle som taler, sangskriver eller med en anden fremtrædende rolle. 

Udvalget bag festen havde beskrevet hver enkelt rolle til mindste detalje, og så var det bare om at gå i gang med forberedelserne.

Ukendt land

For de fleste elever er det at deltage i et bryllup ukendt land. De har det meste af deres viden fra film og overleveringer i familien, og så får de hjælp af lærerne, som har prøvet det nogle gange før. Både i den virkelige verden og på skolen.

- Et bryllup er en stor ting, og det er fint at fejre to menneskers kærlighed til hinanden. Også selv om statistikken viser, at mange bliver skilt igen. Måske finder man ud af, at man ikke skal leve sammen for evigt, siger eleverne.

For dem var det sjoveste var at se alle planerne ført ud i livet. Og sådan er det jo også ved et rigtigt bryllup. At se alt det, man har drømt om, gå i opfyldelse. Også brudeparret var godt tilfredse med deres vielse.

- Det var en fin oplevelse, siger Nanna og Mads, som dog måtte se sig snydt for bryllupsnatten. Her holdt brylluppet op med at være 'rigtigt', for man må ikke sove sammen dreng og pige, når man er på efterskole.

Det må de så have til gode, til de måske skal giftes rigtig engang. Og det afviser eleverne ikke. Alma og Silje vil gerne giftes i kirke, Mads hælder mest til rådhus mens Nanna drømmer om at blive gift ude i naturen et sted.

Se bryllupsalbummet med alle de festlige billeder

 

 

 

Bryllup 2020, brudeparret

Til et rigtigt bryllup hører også et godt kys, og heldigvis var brudeparret leveringsdygtigt i det

Bryllup 2020, planlæggerne

Silje Østergaard, Mads Stentoft, Nanna Kristensen og Alma Nørregaard sørgede for et brag af en bryllupsweekend. Silje og Alma var med til at planlægge, Mads og Nanna stillede op som brudepar. De er jo alligevel kærester, så hvorfor ikke?

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole