Idéer bliver støbt i cement

06. maj 2021

Et træningsstativ til udendørs styrketræning. Et edderkoppespind til dynehygge. Udendørs hængekøjer. En fiskedam med guldfisk. Eller hvad med en pizzaovn eller nogle udendørs pallemøbler? Midtjysk Efterskole har efter tre hektiske projektdage fået mange nye installationer - til gavn for alle.

Når lærerne erklærer tre dages projekttilstand på efterskolen, kunne de måske lige så godt have erklæret tre dages undtagelsestilstand. Alt bliver tumlet omkring, eleverne myldrer rundt med deres projekter og køen til forstanderkontoret vokser i takt med ambitionerne.

- Vi havde afsat 1.000,- kr. til hvert projekt, men der gik ikke lang tid, før elevernes projekter svulmede op og krævede flere midler, fortæller forstander Bo Thorup.

Tre dage med fri leg

Han og de øvrige lærere havde travlt med at rådgive og ellers holde sig i baggrunden. For det var jo elevernes projekter, og de er så trænede i at lave projektarbejde, at de helt glemmer at fortælle om de indledende øvelser med at få idéerne indkredset og skrevet ned.

- Det var tre dage med fri leg, siger Klara, Liva, Amanda, Gry og Julie. Deres projekt gik hurtigt fra tegnebræt til gravearbejde.

- Vi elsker at hænge ud med vores dyner, men vi syntes, at der manglede en mulighed for det uden for, siger de.

Derfor projekterede de et udendørs hængenet, hvor en hel masse elever kan ligge i en stor bunke uden at røre jorden. Men projektmagerne havde fra starten ikke nogen som helst idé om, hvad der skal til for at holde sådan et gigantisk edderkoppenet. De måtte beregne og prøve sig frem. Og så var der det med cementen.

Troede det var nemt

- Vi troede, at vi bare skulle grave nogle huller i jorden og sætte nogle pinde ned i dem. Men det var meget mere besværligt, for det viste sig, at pindene skulle støbes i cement. Cement! Se lige os med vores neglelak, vi har da aldrig arbejdet med cement, fortæller pigerne.

Men det kom de til, og efter de tre dage stod der fem pæle solidt støbt ned i jorden. Nu skulle cementen så bare lige tørre, og det havde pigerne ikke taget højde for, så de blev nødt til at inddrage deres fritid for at få nettet hængt op.

- Vi researchede sygt meget, og nu ved vi en hel del mere om bæreevne og cement, konstaterer de.

Til gavn for andre

De glæder sig til at alle eleverne får gavn af deres projekt, og det er netop én af ledetrådene for projekterne på Midtjysk.

- De skal komme andre til gavn, fortæller viceforstander Helle Nørregaard, som er godt tilfreds med, at eleverne helt af sig selv går i gang med at følge den projektmodel, de er blevet skolet i gennem hele skoleåret.

Det er en model, som stimulerer idéudvikling og innovation, og den går gennem flere faser.

- Vi arbejder med at understøtte elevernes kreative og mangfoldige idéer, så de rigtig kan folde sig ud, siger hun.

Skolen tror på, at man gennem projektarbejdet lærer at arbejde sammen med andre, som tænker med.

- Idéer bliver større, jo flere der tænker med, siger Helle Nørregaard.

 

 

 

 

 

 

Edderkoppespind 2

Amanda Jørgensen, Julie Brændstrup, Klara Schade, Liva Ginnerup og Gry Eriksen ved cementblanderen. Bemærk handskerne for at beskytte neglelakken.

Edderkoppespind

Nettet skal gøres godt fast i stolperne, som nu er støbt i cement. Klara, Liva og Julie gør klar til at indfange kammeraterne i deres nye hængekøjenet.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole