Midtjysk går online på Efterskolernes Dag

22. september 2020

Efterskolernes Dag søndag 27. september bliver i år afviklet som en online-begivenhed på Midtjysk Efterskoles Facebook-side. Det sker for at vise samfundsansvar i en tid, hvor smittetallet stiger.

200 familier har benyttet sig af muligheden for at booke en tid til rundvisninger og samtaler på Midtjysk på Efterskolernes Dag 27. september. Det ville have givet fuldt hus hele dagen med 25 familier hver time. Men i stedet for at møde op fysisk, tilbyder skolen nu at gæsterne kan få Efterskolernes Dag hjemme i deres egen stue. Det sker efter at Efterskoleforeningen har aflyst den fysiske del af Efterskolernes Dag som en reaktion på de høje smittetal.

- Det bliver naturligvis ikke helt det samme, men vi har strikket et program sammen, som forhåbentlig giver et indtryk af vores skole, siger forstander Bo Thorup.

Han tilføjer, at skolens elever vil vise rundt ved hjælp af deres telefoner i det omfang teknikken kan klare det.

- Midtjysk er kendt for at give Danmarks gladeste rundvisninger, og vi håber, at vi kan leve op til det ry også selv om det bliver virtuelt. Og selv om man ikke kan føle, lugte og smage, som man plejer, siger han.

Hygge hjemme i sofaen

Det sidste med henvisning til de rigtig gode hjemmebagte boller, som skolens køkken plejer at traktere med.

- Dem må man selv bage, og så slå sig ned i sofaen og følge med på nettet, siger forstanderen.

Programmet bliver sat sammen, så der både er en direkte del og en del, som er produceret i forvejen. Hvordan det præcis kommer til at ske, er skolen ved at planlægge.

- Aflysningen af den fysiske Efterskolernes Dag er kommet ret sent, så vi må planlægge og improvisere, så godt, det nu lader sig gøre.

Med det lægger han også op til, at Efterskolernes Dag online på Midtjysk godt kan byde på uforudsete overraskelser.

Næsten som at være der selv

Men selv om planlægningstiden er kort, vil skolen vil lægge sig i selen for at skabe et god oplevelse for de besøgende, og der bliver både mulighed for at få en generel rundvisning og en individuel rundvisning, hvor elever viser rundt. Der bliver også mulighed for at stille spørgsmål og for at tale med en lærer.

- Efterskolerens Dag online vil indeholde de samme elementer, som der plejer at være, men Corona'en tvinger os til at tænke nyt. Det er vi heldigvis gode til her på Midtjysk, så det skal nok blive en god dag, siger Bo Thorup.

På skolens hjemmeside vil der blive offentliggjort et program, så man kan se, hvornår der sker noget spændende. Skolens hjemmesiden hedder www.midtjyskefterskole.dk.

 

 

 

Midtjysk går online

Eleverne på Midtjysk glæder sig til at vise rundt på skolen. Også selv om det 'kun' bliver online.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole