Midtjysk lægger kræfter bag ordene

18. december 2023

Klasseværelset flyver med ord og tal. Men ikke alle elever føler sig på omgangshøjde med det. De har svært ved at læse og skrive, og de trives ikke fagligt. Derfor starter Midtjysk Efterskole nyt projekt - 'Ordkraft' - hvor alle kan få hjælp til at læse og skrive bedre. 

Midtjysk Efterskole møder flere og flere elever, som er fagligt udfordret, fordi de ikke behersker basale skrive, læse eller regneteknikker. 

- Vi ser et voksende problem med manglende faglig trivsel hos elever, der er testet ordblinde, eller som bliver testet ordblinde, mens de er på skolen. Den elevgruppe er ofte fagligt udfordret. Deres skolegang har været præget af nederlagsfølelser og manglende motivation for at lære noget. Det efterlader skolen med en udfordring, hvor mange forskellige faglige udgangspunkter skal smedes sammen til et stærkt fagligt fællesskab med rammer for, at alle kan lære, siger viceforstander Helle Nørregaard.

På lige fod

De ordblinde søger Midtjysk Efterskole, fordi de har et stærkt ønske om at være lige som andre jævnaldrende. De ønsker ikke at blive sat i bås, men de vil gerne blive bedre til at være i fællesskaber, som kan styrke deres personlige og faglige udvikling.

- Det vil vi gerne hjælpe dem med, og tanken om at udvikle sig i stærke fællesskaber uanset udfordringer, status, kulturel og etnisk baggrund er en kerneværdi på Midtjysk Efterskole. Men vi mangler at udvikle undervisernes teknologiske forståelser og kompetencer for at undervisningen kan blive for alle og fælles i klasseværelset, siger Helle Nørregaard.

Masser af hjælpemidler

Projektet, som har fået navnet 'Ordkraft',  skal bane vej for at ordblinde og læse- og skrivesvage elever kan optræde i de faglige fællesskaber på lige fod med resten af elevflokken. Det en meget vigtig opgave at øge den fagligt trivsel for den gruppe, så de får de bedste forudsætninger for at komme videre i uddannelsessystemet på lige fod.

- Ingen skal tabes af syne, alle skal med, siger Helle Nørregaard.

Hun har i forbindelse med det nye projekt i samarbejde med virksomheden Ordlab, opdaget, at der findes langt flere hjælpemidler, end blot stavekontrol. 

- Der er flere end 200 forskellige måder, hvor man kan få hjælp til at skrive bedre. For eksempel kan man indtale sit oplæg. Det er en fantastisk mulighed for dem, der vil arbejde med at blive bedre til at skrive og læse, siger hun.

Respekt for den enkelte elev

Projektet, som foreløbig har sendt alle lærere på kursus, retter sig ikke kun mod ordblinde. På sigt er det meningen, at alle lærere skal igennem et forløb, hvor de bliver bedre til at hjælpe alle elever med læse- skrivevanskeligheder.

Hjælpemidlerne er tilgængelige, og kan bruges af alle. Og hvis man lærer de digitale hjælpemidler at kende, bliver det sjovere at arbejde med at læse og skrive.

- Alle skal blive bedre til at anvende de digitale hjælpemidler og teknologier, de er kommet for at blive. Kendskab og afprøvning af teknologierne vil styrke alle elevers læring. Ved at inddrage det store læringsfællesskab, tror vi på, at eleverne øver livsduelighed og demokratisk dannelse.

- Hvis der sidder en elev, som føler sig hægtet af, viser man ikke respekt for det menneske, og derfor er det lærerens opgave at skabe en ramme, hvor alle kan være med, slutter hun.

 

Ordlab:
Ordlab har over 450 videoer til de nyeste og mest aktuelle læse- og skrivestøttende teknologier. Ordlab er for dig, som har svært ved at læse og skrive, som er vejleder eller pårørende.

B0A5107

Flere elever skal lære de digitale hjælpemidler at kende i et nyt projekt på Midtjysk Efterskole.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole