Midtjysk sender alle elever hjem

22. juni 2020

På trods af Corona og tre måneder på ufrivillig hjemsendelse har alle elever på Midtjysk Efterskole gennemført skoleåret. Det fortæller en historie om et usædvanligt og stærkt fællesskab. Men lørdag sender skolen alle hjem for sidste gang.

Lørdag 27. juni tjekker 144 elever ud fra Midtjysk Efterskole. De har været igennem et på flere måder usædvanligt efterskoleophold. Fra marts til maj har det næsten fulde elevhold måttet lade sig nøje med at være på efterskole på afstand, og det har udfordret fællesskabsfølelsen.

- Dette års elever har fra starten grebet fat i det, vi forsøgte at lære dem om give hinanden en hjælpende hånd. De har i den grad taget vores mantra om at hjælpe hinanden med at få løst deres udfordringer til sig, siger viceforstander Helle Nørregaard.

Hun kan se tilbage på et hold elever, som har været usædvanligt gode til at holde sammen.

Fællesskabet øverst

- Der har selvfølgelig været de sædvanlige gruppedannelser, men eleverne har sat fællesskabet øverst,  og oplevet, at fællesskabet er stærkere, end alt andet.

Det giver hun også som begrundelse for, at samtlige elever valgte at vende tilbage til skolen, da det blev muligt i maj.

- De ville ikke give op. Eleverne har oplevet, at fællesskabet kan bære mange tårer og megen tvivl, og at der er noget, der er stærkere, end den enkeltes problemer. Med den grundholdning, har de har følt sig ansvarlige for fællesskabet, og har været optaget af at bevise, at de kunne gennemføre på trods af tvivlen og modgangen.

Vil i mål sammen

Helle Nørregaard mener, at eleverne har skabt deres egen dominerende fortælling om, at de bare ville i mål sammen.

Til det billede hører at skolen gjorde meget for at holde sammen på flokken under hjemsendelsen. Der var mange fællessamlinger og aktiviteter på nettet.

- Vi lavede mange forskellige samlinger med genkendelighed og identifikation som ledetråd. De unge skulle ikke føle sig ladt alene derhjemme, og de skulle føle, at det var vigtigt at komme tilbage,

At alle forældre samtidig bakkede op om deres unge, var også et vigtig element, mener skolen.

Forældre uden for

- Forældrene har været stærke og holdt fast i, at deres unge skulle tilbage på skolen. 'Det skal nok blive godt, sagde de'.

Flere forældre har også fortalt, at de fulgte så meget med i det virtuelle Efterskoleliv, at de selv havde fået lyst til at gå på efterskole.

Selv om forældrene således har spillet en vigtig rolle, får de ikke lov til at være med til den store afsked, som de plejer. De må pænt følge med fra deres biler uden for, så der bliver tale om en usædvanlig afslutning på et usædvanligt år. Inde i hallen vil eleverne dog som altid tage en tårevædet afsked. Sidste skoledag hedder nemlig også Store Tudedag, og der skal nok blive grædt igennem. Corona eller ej.

 

 

 

 

Midtjysk sender alle elever hjem

Årets elevhold har demonstreret et usædvanlig stærkt fællesskab, som har hjulpet dem gennem Corona-pausen på tre måneder. Her er de sluppet løs på årets sidste friluftstur.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole