- Vi håber, vi kan sætte nogle tanker i gang om vores mad, og hvor den kommer fra. Men også gerne om, hvordan vi tager livet af dyrene, hvilke opvækstbetingelser, de har haft, og hvordan vi tilbereder dem, siger Jesper Lumholt.
Nak og æd - en høne i Ejstrupholm
06. september 2018
Man skal nakke, før man kan æde. Det er læren i et populært tv-program, hvor seerne bliver indviet i romantiske jagt- og tilberedningsdrømme. Det koncept har Midtjysk Efterskole lavet sin egen version af. Eleverne skal lære noget om madens vej fra stald til bord.
Otte intetanende høns pikker lykkelige rundt i en indhegning. De ved ikke, at de lige om lidt skal lade livet og ende på middagsbordet på Midtjysk Efterskole. Det samme gælder de 20 ørreder, som svømmer rundt i et stort kar. Også de skal 'nakkes og ædes'. Eleverne står klar med skærpede knive og tunge økser for at aflive dem, partere dem og gøre dem klar til at spise.
Ulækkert og klamt
- Vi vil gerne vise eleverne, at vores mad ikke kommer henne fra køledisken i Spar, siger en af lærerne bag aktiviteten, Jesper Lumholt.
75 elever har valgt at blive på skolen i weekenden, og slagtningen af de levende dyr og den efterfølgende tilberedning af dem er frivillig. De fleste går op i det med liv og sjæl, mens udbrød som 'ulækkert' og 'klamt' går igen i takt med at hønsefjer og indvolde breder sig ud over de til lejligheden opsatte køkkenborde.
Her en krås, der en lever
Ikke desto mindre lykkes det at få høns og fisk til at se appetitlige ud, og undervejs er der mulighed for at fordybe sig i, hvad det egentlig er der dukker op fra dyrenes indre. Her en krås, der en lever, og sandlige også et lille hjerte.
- Vi håber, vi kan sætte nogle tanker i gang om vores mad, og hvor den kommer fra. Men også gerne om, hvordan vi tager livet af dyrene, hvilke opvækstbetingelser, de har haft, og hvordan vi tilbereder dem, siger Jesper Lumholt.
Han tilføjer, at det jo er en naturlig del af livet, at vi slår vores dyr ihjel for at spise dem.
Og netop det synspunkt bliver også diskuteret blandt eleverne, hvoraf nogle enkelte erklærer, at de nu vil være vegetarer.