Nanna Kjelstrup Birkkjær er indstillet til Politikens undervisningspris.
Nanna var der altid for mig
11. april 2017
'Hun var der altid for mig.' Det siger tidligere elev, Rikke Seiling Holmberg, som har indstillet Nanna Kjelstrup Birkkjær til Politikens undervisningspris.
Da Rikke Seiling Holmberg gik på Midtjysk, var Nanna lige startet som lærer på skolen. Og Nannas første år har sat et så uudsletteligt aftryk hos Rikke, at hun har indstillet hende til at modtage den prestigefyldte pris.
- Nanna skal have prisen, fordi hun har været med til at give mig masser af selvværd og selvtillid. Jeg havde Nanna til tysk og drama. Jeg var vildt dårlig til tysk, men det var alligevel mine ynglingstimer. I drama lærte hun mig, at selvom man er rund og buttet, kan man sagtens vise verden, hvad man kan. Nanna var der altid, når man skulle snakke eller havde brug for et kram, siger Rikke, som i dag selv har selv uddannet sig til lærer.
- Nanna er mit forbillede, som jeg hver dag forsøger at leve op til, siger Rikke og tilføjer:
- Nanna oversatte for eksempel 'Der står et billede af dig på mit bord' til tysk. På den måde fik jeg sunget en masse tysk, som jeg endda forstod. Til min tyskeksamen hjalp hun mig, og fik mig til at stråle helt vildt, og det endte med, at jeg fik en ret fin karakter. Generelt er Nanna superdygtig til at aflæse mennesker og ved præcis, hvor meget hun kan udfordre og presse, så man er i en god udvikling.
Dybt beæret
Da Nanna hørte om indstillingen, blev hun vildt overrasket.
- Og så blev jeg bare rigtig rigtig inderligt glad. At en tidligere elev har indstillet mig, fordi jeg har gjort indtryk og på en eller anden måde, har gjort en forskel i hendes liv - ja det betyder bare noget, siger Nanna.
Hun er dybt beæret over, at blive indstillet.
- Og at det både var på grund af de faglige tysktimer og også mit arbejde med hende personligt, det gør mig rigtig glad, siger Nanna.
Hun mener, at man som efterskolelærer giver noget af sig selv, og det er netop er det, der er så fedt ved efterskolejobbet - at det er et alsidigt arbejde med de unge mennesker, hvor man både er lærer i det faglige rum, men også den primære voksne for en stund i form af 'reservemor'.
- Jeg elsker mit job som efterskolelærer, jeg elsker at undervise i tysk og andre fag, jeg elsker arbejdet med de unge mennesker. Derfor betyder det selvfølgelig også noget, at det man gør, sætter spor. Den dag i dag er Rikke selv uddannet lærer, og jeg er sikker på, at hun med sin energi og sin livsglæde er en super én af slagsen, siger Nanna.
Pris på undervisning
Politiken vil med prisen hylde de lærere, der udfordrer og griber eleverne, får dem engageret og viser dem nye perspektiver.
- Dem, der lærer dem at lære. Måske for resten af livet. Vi vil sætte fokus på de gode lærere og på den gode undervisning, fordi det til syvende og sidst er i mødet mellem lærer og elev, det hele foregår, hedder det i Politikens egen beskrivelse af prisen.
2.475 lærere på danske skoler er indstillet til prisen, som uddeles en gang om året.
Der uddeles én hovedpris à 75.000 kr. i hver af de tre kategorier: grundskolen, gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser. Derudover uddeles to særpriser pr. kategori à 25.000 kr.
Prisen uddeles tirsdag den 9. maj 2017 ved en fest i Pressen i Politikens Hus.
Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole
Hvorfor valgte I Midtjysk Efterskole? Det spurgte vi en række forældre om, den dag de hentede deres barn for sidste gang.