_C0P0407.jpg

Nina havde højde- og vandskræk. Troede hun.

06. september 2016

Nina havde både vand- og højdeskræk, da hun startede på Midtjysk. Det mente hun i hvert fald. Men pludselig fandt hun sig selv hængende i et tov højt oppe og lidt senere med hovedet under vand. Skrækken var væk. 

Nina Wedel Krogh fra Aarhus ankom til Midtjysk Efterskole fast besluttet på at prøve noget nyt. Også at gøre op med gamle dogmer, som for eksempel 'Jeg er bange for at få hovedet under vand' - eller 'Jeg har højdeskræk'.

Som sagt så gjort. Allerede den første uge var Nina ude at rapelle ned fra en bro, og siden befandt hun sig selv hængende med hovedet nedad i en kajak i skolens svømmehal.

- Jeg tænkte: Jeg kan ligeså godt prøve nogle ting. Jeg sad ganske vist længe for at tage mig sammen til at vende kajakken, men min sidekammerat fik mig til sidst til det, siger Nina.

Egentlig meget sjovt

Da hun først fik det prøvet, tænkte hun, at det vist ikke var så slemt, så det kunne hun da ligeså godt prøve igen. Denne gang med et skørt på, så hun sad fast i kajakken.

- Det var lidt skræmmende, men egentlig meget sjovt, husker Nina.

Ninas skræk for vand stammer fra en tur i en svømmehal for nogle år siden, hvor hun havde en ubehagelig oplevelse. Men nu har hun prøvet det under efterskolens trygge rammer, og hun er parat til at gøre det igen.

Også at lade sig kaste ud over en bro med kun en snor til at holde en.

- Jeg har tænkt mig at tage det med at prøve grænser af på efterskolen helt bogstaveligt, siger Nina. Og tilføjer, at hun også er bange for edderkopper og mørke. Så der er noget at arbejde med, mener hun.

Nina Wedel Krogh

Nina havde både højde- og vandskræk, da hun startede på Midtjysk. Det har hun ikke mere.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole