Silja, Jeppe og Simone glæder sig til skituren. Men de ved ikke, hvad de går ind til, for de har aldrig prøvet det før.
På ski for første gang
24. januar 2017
Jeppe, Simone og Silja har aldrig haft en ski på før. Men det får de, når skolen drager afsted på skilejrskole i Norge. Træningen er i gang, og nervøsiteten breder sig.
- Jeg er lidt nervøs, for jeg ved jo ikke, hvordan det er, siger Silja Bjerre Gaarde fra Randbøl.
Hun synes, det lyder som om, der er mange regler og begreber, man skal forholde sig til, når man kaster sig ud på de norske fjelde.Lejrskolen byder på tre dages langrend og tre dage på alpinski, så eleverne får afprøvet begge former.
Specielt langrend, synes Jeppe Jul Nielsen fra Holstebro, lyder lidt langkedeligt.
- Det der med at kravle op på et fjeld for bare at køre ned igen, lyder noget omsonst, men jeg glæder mig til at prøve det, siger han.
Han tror mere, at alpinski vil tale til ham, for han kan godt lide fart.
Har aldrig prøvet det før
De tre elever udgør en lille del af den store flok elever, som aldrig før han stiftet bekendtskab med skiportens glæder og udfordringer. I alt 65 elever ud af skolens 142 har ikke prøvet ski før.
- Det har aldrig været på tale i vores familie, siger Simone Morrattz fra Kjellerup.
Også hun synes, at der er meget man skal holde styr på.
- Men vi har fået undervisning, så vi ved godt, hvad det er for nogle regler, der gælder. Men det er selvfølgelig altid noget andet, når man står i det, mener hun.
Alle tre er mest bange for at komme til skade, og de har alle hørt skrækindjagende historier om folk, der har brækket både arme og ben.
- Men hvis vi holder os til reglerne, skal det nok gå, mener de.
På turen bor eleverne i hytter, hvor de selv skal stå for alt det praktiske. De køber ind, laver mad og gør rent.
- Det fedeste bliver fællesskabet i hytterne og hyggen om aftenen, mener de.
Friluftslinjen er ifølge sagens natur mest ude i det fri. Men der er også teori indendørs, og linjen har oven i købet et elektrisk bål. Hvis vejret bliver for surt.