Rasmus blev mobbet

03. november 2016

Der var usædvanligt stille i foredragssalen den dag, Rasmus stillede sig op, og fortalte sin historie. Der foran alle sine venner på efterskolen, fortalte han, hvordan hans liv så ud før, han kom på efterskole. Alle holdt vejret, for de kunne godt mærke, at det var svært for Rasmus.

Rasmus Thøt Sømod Jensen fra Brædstrup blev mobbet massivt i folkeskolen. Både fysisk og psykisk. På et tidspunkt begyndte han at skære i sig selv, og han overvejede endda at tage sit eget liv.

- En ny elev havde startet nogle rygter om mig. Måske var han jaloux over, at jeg havde mange venner. Eller også havde han bare besluttet, at jeg skulle mobbes, fortæller Rasmus.

Han tog et kursus i taekwondo for at kunne forsvare sig, men de fysiske overgreb blev bare endnu mere voldsomme, og mobningen stoppede ikke.

Et nemmere liv

Det gjorde den først, da Rasmus startede på Midtjysk.

- Det har forandret mit liv. Ingen kendte hinanden, da vi startede, og jeg fik en roomie, jeg fik kammerater på gangen, jeg kom i en kontaktgruppe og følte mig som en del af et fællesskab, siger Rasmus.

Han er glad for, at han stillede sig frem og fortalte sin historie.

- Folk skal vide, hvordan jeg har haft det, så de bedre kan forstå, hvorfor jeg er, den jeg er, siger Rasmus.

Mange af Rasmus' nye kammerater græd, da de hørte historien, og mange kom hen og gav ham et kram.

- Det at fortælle historien, har gjort mit liv meget nemmere, mener Rasmus.

 

Rasmus Thøt 3

Rasmus Thøt Sømod Jensen

Rasmus Thøt 2

Der var usædvanligt stille i foredragssalen, da Rasmus fortalte sin historie.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole