Fluernes herre, Christian Bøhl Steffen svingede fluesmækkeren over de mange fluer, som også havde valgt at besøge Midtjysk på Efterskolernes Dag.
Rekordbesøg på Efterskolernes Dag
26. september 2017
Rekordmange lagde vejen omkring Midtjysk på Efterskolernes Dag. Flere end 660 gæster og en sværm af fluer aflagde besøg. De første blev taget godt imod. De sidste kom til at fortryde, at de dukkede op.
Spisesalen på Midtjysk Efterskole summede af stemmer fra de mange samtaler, der var rundt omkring bordene. I køkkenet summede fluerne, men det var kun ind til Christian og Sebastian fik svunget fluesmækkerne over dem. Så var de færdige med at holde fest.
Til gengæld var der festlig stemning over alt på skolen. I løbet af dagen aflagde 221 familier skolen besøg, og det blev til ca. 660 personer. Sidste år var der 188 familier, så det var ny rekord. Alle fik en varm velkomst, og modtagefolkene fik god brug for goddaghånden. Eleverne viste rundt, og flere gæster bemærkede, at det da var nogle usædvanligt nærværende og engagerede unge mennesker.
God følelse i maven
- Tak for vi måtte besøge jer. Altid en dejlig følelse i maven, når man træder ind i jeres 'univers', lød én af kommentarerne på Facebook.
- Tusind tak for en god eftermiddag hos Jer. Dejlig at se så mange glade elever, som fortalte levende om det at gå på Midtjysk, skrev en anden gæst på skolens hjemmeside.
Da dagen nærmede sig sin afslutning, og de sidste biler trillede ud fra parkeringspladsen, kunne man notere en vis træthed blandt rundviserne, som på det tidspunkt allerede havde gået mange kilometer op og ned ad de midtjyske gange.
I sekretariatet blev antallet af indmeldelser gjort op, og det var også en rekord. Det blev til 58 nye elever i de kommende år, og status er nu, at skoleåret 2018/19 er tæt på at være fuldt booket. Der er venteliste til 10. klasses piger, mens der stadig er enkelte pladser til drenge i 9. eller 10. klasse.
Der blev sagt goddag og velkommen ca. 660 gange søndag eftermiddag på Efterskolernes Dag. Det var et rekordstort besøg.