Savne? Nej, det har vi ikke tid til

13. august 2020

Maja Butler Eriksen og Sofus Klejnstrup Uhrbrand er nyslåede efterskolelever, og efter de første dage på Midtjysk har de ikke ikke lagt mærke til, om de savner dem derhjemme. Det har de lige glemt i farten.

De to bliver lidt forlegne, men de indrømmer, at de faktisk ikke har tænkt ret meget på det, de har lagt bag sig for en tid.

Maja kommer fra en folkeskole i Aarhus, og har ladet far, mor, lillebror og alle vennerne blive hjemme. Sofus har skiftet en kristen friskole i Holstebro ud med Midtjysk Efterskole, mens mor, far, alle vennerne og træningen i Volleyball, som er hans store interesse, er blevet hjemme.

- Jeg tænker ikke på dem, for der sker så meget, siger Maja en smule brødebetynget ved udsigten til, at dem derhjemme måske læser det.

- På et tidspunkt vil jeg nok savne dem, men lige nu er det helt fint. Vi er begyndt at opbygge et nyt 'samfund' her, og det overskygger alt, siger Sofus.

I den første uge er de begge blevet ringet op af deres forældre en enkelt gang, selv har de ikke haft kontaktet familien.

Fedest at chille

Mest fedt er det, når eleverne ikke skal lave noget, mener de to.

- Det er fedest, når vi bare chiller og slapper af, for så har vi tid til at snakke med hinanden, siger de i kor.

Men selvfølgelig er det også godt med de mange aktiviteter, som skal ryste eleverne sammen, bliver de efterfølgende enige om.

- Så har vi noget at snakke om.

Rengøring og sprit

De to er ærgerlige over, at de ikke bare kan bevæge sig frit blandt alle eleverne, men skal holde sig til deres egen gruppe. Og så har de nok bemærket, at der skal gøres meget rent.

- Men vi tænker ikke så meget over det. Det tager jo ikke så lang tid, mener Sofus.

Og afspritning i tide og utide, det har de allerede vænnet sig til.

Glæder sig til hverdagen

De to synes, at det er lidt forvirrende i starten med alle de nye mennesker, beskeder og ting, de skal gøre.

- Jeg kunne nok ikke holde til sådan et liv her et helt år, mener Sofus og tænker lidt frem til en mere hverdagsagtig tid.

Det værste tidspunkt på dagen er stilletimen. Her går det hele lidt i stå, synes de to. De skal være på deres værelser, og så sidder de der, og er bange for at gå glip af noget.

- Men når det bliver hverdag, vil vi nok blive glade for de små pauser, mener Maja.

 

 

 

 

Maja og Sofus

Maja og Sofus har kun kendt hinanden i ganske få dagen, men det føles som om, de har kendt hinanden hele livet. De har endnu ikke haft tid til at savne det derhjemme.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole