Værelse med udsigt til en effekt

06. september 2019

Hvordan kan man bo sammen med en person, man slet ikke kender? For mange nye efterskolelever er det et presserende spørgsmål. Men de finder hurtigt ud af, at et værelse ikke bare et et fysisk sted. Det er også et sted for personlig udvikling. Et nyt forskningsprojekt skal dokumentere effekten af 'værelseskammerateri'.

Amalie Le Fevre Lundquist fra Kjellerup og Sasha Hau Hoffmeister fra Aarhus havde begge forberedt sig mentalt til at skulle dele værelse med et vildt fremmed menneske. De var lidt skræmt ved udsigten, men heldigvis faldt de nemt i snak. Kun da de skulle lægge sig til at sove, var det lidt akavet, husker de.

- Da lyset blev slukket, og der var helt stille, var det lidt underligt, husker de to piger.

Siden har de udviklet et godt venskab. De føler, at de altid kan gå til hinanden, hvis der er noget på efterskolen, der bliver lidt svært. Men de har også opdaget, at de er meget forskellige, kommer fra forskellige steder, har forskellige vaner og har meget forskellige venner.

Unge påvirker hinanden
Hvad de ikke tænker på er, at det at skulle bo sammen med en anden i et helt år, faktisk er et led i deres personlige udvikling. Et nyt forskningsprojekt, som Midtjysk Efterskole er med i, vil sætte ord og fakta på, hvordan de unge påvirker hinanden gennem et skoleår.

Man har længe vidst, at kammeratskab har stor betydning for de unges faglige udvikling. Men fagligt niveau er dog kun ét parameter. De seneste år har megen forskning peget på, at kompetencer som empati, evnen til at arbejde koncentreret og at kunne indgå i samarbejder er mindst lige så vigtige som elevernes faglige niveau og for elevernes uddannelse og trivsel på lang sigt.

Det fremgår af forskningsprojektet, som Sarah Yde Junge, PhD-studerende ved Institut for Statskundskab og Trygfondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet, står bag.

Hvad vi gør ved hinanden
At det forholder sig sådan er Midtjysk Efterskole ikke i tvivl om. Men ved at indgå i forskningsprojektet kommer der mere viden om effekten af kammeratskabet på værelserne.

- Vi har længe spekuleret på, hvad de unge lærer ved at bo så tæt, siger viceforstander Helle Nørregaard.

Efter hendes opfattelse lærer de unge at takle hinandens problematikker. De får afprøvet hinandens grænser, de rækker ud efter hinanden og finder en måde at være sammen på.

- Nogle er stille, andre er nogle buldrehoveder. Det at leve sammen med et andet mennesker skaber robusthed og forståelse for forskellige liv, siger Helle Nørregaard.

Hun er ret sikker på, at skolen gennem forskningsprojektet bliver bestyrket i de fortællinger, skolen selv har om kammeratskabseffekten.

Lært at snakke med andre
Imens fortsætter Amalie og Sasha deres liv på skolen sammen - og hver for sig.

- Vi blev sat sammen uden at kende hinanden. Det gør vi nu, og jeg har det med Sasha som med mine gamle veninder, siger Amalie.

Samstemmende siger de:

- Vi har lært, at man godt kan snakke med nye mennesker. Og at vi påvirker hinanden. For eksempel er vi begge meget kræsne med mad, men vi prøver at lokke hinanden til at smage nye ting. Fiskefrikadeller, for eksempel, siger de.

 

Amalie og Sasha

- Vi blev sat sammen uden at kende hinanden. Det gør vi nu, og jeg har det med Sasha (th) som med mine gamle veninder, siger Amalie.

Helle

- De unge lærer at takle hinandens problematikker. De får afprøvet hinandens grænser, de rækker ud efter hinanden og finder en måde at være sammen på, mener viceforstander Helle Nørregaard.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole