Vi holdt sammen

30. juni 2021

Vi holdt sammen, vi gik ikke itu, skriver Liva Læsøe i sit digt om et usædvanligt efterskoleår. Hun kommer omkring fem forskellige faser: Tanker om opstarten, hverdagslivet, den lange coronahjemsendelse, elevernes tilbagevenden og til sidst afskeden med efterskolen og det eventyr, hun oplever, det har været.

Læs hele digtet her:

1. Et Nyt Eventyr – tankerne om at skulle på efterskole
Et nyt eventyr har taget sin start, man tvivler lidt, er man parat?
Det et stor skridt, man nu skal ta’, der vendes op og ned på ens hverdag.
Man ved ikke helt hvad der vil ske, hvilke nye ting vil man få at se?
Bliver dette en oplevelse, man aldrig glemmer? Og vil man få en masse nye venner?
Eller vil man bare sidde helt alene? Som fanget i skyggen på en oplyst scene.
Så meget nyt, så mange tanker, frygten tynger som et anker.
Er det nu, man skal bryde ud af sin bås? Eller har den fået en ubrydelig lås?
Og hvad så med alle de andre? Har de måske de samme tanker?
Er de også nervøse og spændte, for alt det nye vi har i vente?
Det tror jeg, de er, for det er normalt. At være nervøs er ikke så galt.
Vi kommer alle fra hver sit sted, og har alle en unik historie med.
Vi har alle haft vores helt egne eventyr med fantastiske steder mennesker og dyr.
Og nu skal vi starte på endnu et, og jeg tør godt gætte på, at det blir fedt.
Så lad os glemme alt om frygten og skammen, og lad os starte denne nye rejse sammen.

2. Efterskolen som hverdag
Eventyret er nu godt i gang, tiden har føltes kort og lang.
Det føles, som det begyndte i går, det føles, som om det har varet et år.
Den nye hverdag har nu sat sig fast, nu slapper man af og dropper al hast.
Alting er ikke så officielt, de bånd vi knytter er noget specielt.
Det er en hverdag med normalitet og oplevelser med højkvalitet.
Og når alting bliver lidt for meget, skal eventyrets vogtere nok få det klaret.
De hjælper og støtter, når der er behov, og mangles der grin, skal de nok lave sjov.
De vejleder os på denne tur og sørger for, vi ik støder ind i en mur.
Alting er ikke så specifikt, dette eventyr er noget unikt.
Men det er endnu ikke forbi, der er langt, før vi når enden af denne her sti.
Og selv når enden af stien er nået, og eventyret er vel overstået.
Vil vores oplevelser og minder forblive gemt, og dette eventyr vil aldrig blive glemt.


3: At være coronahjemsendt
Eventyret er gået i stå, men der er så meget, vi gerne sku nå.
Følelser og fællesskab sættes på prøve, nye metoder er vi nødt til at øve.
Den del, der nu mangler, er svær at forklare, det er en del af os, som vi helst skal bevare.
Men manglen på samvær og øjenkontakt, kan ende med at få alt ødelagt.
Alt det vi før havde fået bygget op, kan det stadig redes? Eller skal vi gi’ op.
Vi kan ikke gøre andet end at blive ved at håbe, for håb er stærkt selv den mindste dråbe.
Kan tænde lyset i hjertet på hundrede sjæle, og det er netop håbet, mørket vil stjæle.
Men hvad er mørket? Hvad rummer det, det indeholder alt det, vi ikke kan se.
Det rummer ensomhed, tristhed, ulykke og sorg. Det kan overskygge alt, hvis vi gir det lov.
Men hvis vi holder sammen om det, vi håber på, er der ikke noget, vi ikke kan nå.
Det, der går galt, kan vi rette op, vi gider ik mere, nu siger vi stop.
Vi gør, hvad vi kan med det, vi får, og så må vi se, hvor langt eventyret når.

4. At komme tilbage på efterskolen
Eventyret kan på ny gå i gang, ventetiden har føltes alt for lang.
Men nu kan rejsen fortsætte, og vores bånd er ikke blevet mindre tætte.
Tvært imod har vi arbejdet hårdt på at holde sammen og jage ensomhed bort.
Det har været svært, men nu kan vi atter se smil i øjne og nyde lyden af latter.
Håbet har virkelig båret os frem, og nu kan vi se hinanden igen.
Intet slør skal dække os nu, vi ville tilbage, og vi beviste, vi ku.
Men nu hvor vi alle er samlet her, hvad er det med tiden, hvad er det der sker.
Efter minderne, smilene og krammene er delt, den mørke tid, den blegner nu helt.
Det føles som om, vi aldrig var væk, selvom alt før føltes sort som blæk.
Er vi alle nu glade og kække, fordi den lange ventetid nu er forbi.
Vi holdt sammen, vi gik ikke itu, og eventyret det fortsætter nu.

5: Efterskoleåret slutter
Eventyret er nu sluttet af, dette er enden, vi kommer ikke tilbage.
Men selvom rejsen nu er forbi, er der stadig minder at dele og gi.
De bedste minder vil vi aldrig glemme, de er noget, vi altid vil huske og gemme.
Og selv de sværeste tider har vi ikke fortrudt, for de bånd, vi har knyttet, kan ikke blive brudt.
Og hvis du mister troen på, at du kan finde vej, så husk på, at der er mange andre ligesom dig.
Jeg håber og tror, med både hjertet og forstanden, at vi altid vil huske at støtte hinanden.
Og selvom denne fortælling nu er omme, og mange andre eventyr vil komme.
Så siger jeg nu, og jeg mener det ærligt, vi gjorde det alle til noget særligt.
Vi skabte det sammen, alle som en, vi skabte en fælles mindesten.
Den rummer det, vi alle ga’, og jeg håber, at alle vil huske tilbage.
På det eventyr vi har haft, må det bringe os glæde, og må det bringe os kraft.