Midtjysk' elever får demokratiet helt tæt på ved et stort offentligt vælgermøde på skolen 16. november kl. 19:00. Alle er velkomne.
Vild med Valg
02. november 2017
Ved et stort vælgermøde på Midtjysk Efterskole 16. november, bliver lokale politikere budt op til en omgang ’Vild med Valg’. Kandidater fra 9 partier har meldt deres deltagelse, og de vil blive konfronteret med nærgående spørgsmål om blandt andet skole, demokrati og udvikling af Ejstrupholm.
Kommunalvalget nærmer sig, og snart skal vælgerne til igen at tage stilling til, hvilke politikere, de vil have til at styre udviklingen i kommunen i de kommende fire år. Det kan være et svært valg, og undersøgelser viser, at vælgerne først tager endelig stilling, når de står med blyanten i hånden.
For at gøre valget lettere og give vælgerne en mulighed for at se deres kandidater i øjnene inviteres alle borgere til et stort vælgermøde torsdag 16. november på efterskolen.
På mødet vil de opstillede partier få hver 2 minutter til at gøre rede for deres politik. Herefter vil forstander Bo Thorup som ordstyrer lede politikerne gennem en god gang ’Vild med Valg’.
- Det er en kendt sag, at politikere normalt viger tilbage fra at svare på ja-nej-spørgsmål, fordi de fleste politiske emner indeholder flere nuancer. Men vi vil alligevel forsøge at afæske politikerne deres holdning i helt konkrete lokalpolitiske spørgsmål, siger Bo Thorup.
Han vil derfor på bedste ’Vild med Dans’-stil udstyre politikerne med skilte, som de kan tilkendegive deres holdninger med.
- Skolens elever og lokale borgere skal have en god oplevelse, og der må gerne være plads til et smil og en svingom mellem politikere og vælgere, siger Bo Thorup.
Fakta:
Vælgermødet afholdes på Midtjysk Efterskole, Vestergade 50, Ejstrupholm, torsdag 16. november. Vælgermødet er arrangeret af Ejstrup Menighedsråd og Ejstrupholm Håndværker- og Borgerforening i samarbejde med Midtjysk Efterskole. Deltagelse i vælgermødet er gratis, og der serveres en kop kaffe og et stykke brød i forbindelse med mødet, som starter kl. 19:00 og forventes afslutte kl. 21:00.
Følgende partier har meldt deres deltagelse:
Venstre: Helle Mathiasen og Thomas Kristensen (begge lokale)
Socialdemokratiet: Kirsten Hofmann og Charlotte Mathiasen (begge lokale)
Dansk Folkeparti: Brian Korsgaard og Morten Jørgensen (lokal og Nørre Snede)
Radikale Venstre: Morten Colbert (Brande)
SF: Anders Udengaard og Ole Bertelsen (Brande)
Liberal Alliance: Sine Rahbek og Stig Døssing (Ikast og Klovborg)
Fælleslisten: Hanne Pedersen (Klovborg) og Henning Berg
Den Sociale Liberale Liste: Ismail Yalsin (Ikast)
Konservative: Annette Mosegaard (Ikast)
Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole
Hvis jeg siger Midtjysk, hvad siger du så?